Hvidløgsballaderne af Mo Yan

Kineseren Mo Yan fik Nobelprisen i 2012. Indrømmet, somme tider kan jeg godt blive harm på de gode svenskere i deres elfenbenstårn, når endnu en ukendt forfatter scorer verdens største litteraturpris foran fx Haruki Murakami, som de fleste kender, og næsten lige så mange elsker.

Men ret skal være ret: “Hvidløgsballader” er så forrygende en bog, at man muligvis kan ekstrapolere og gå ud fra, at resten af forfatterskabet også holder et voldsomt højt niveau.

Det er en bedrøvelig historie fra start til slut. I den fattige landsby Paradis (hvilket komisk navn) lever bønderne på den kommunistiske regerings opfordring af at dyrke hvidløg i en sådan grad, at hele deres liv er afhængigt af den årlige hvidløgshøst. I 1987 gør overproduktion det umuligt at afsætte afgrøderne, der i stedet ligger stinkende tilbage på markerne og forgår, mens bønderne kan se hungersnød i øjnene.

Imens kan de se de stedlige myndigheder, folkets tjenere, opføre sig mere og mere korrupt, opkræve nyopfundne skatter, optræde stadig mere overlegent og selv mæske sig i provokerende grad. En skønne dag går de ydmyge bønder amok og smadrer den lokale administrationsbygning i frustration.

Myndighederne slår hårdt ned på staklerne, og bogen følger nu to mænd, en kvinde og deres familiers trængsler i og uden for fængslet. Det er på en gang hårrejsende og poetisk beskrevet, og Mo Yan er ikke type, der lægger fingrene imellem. Der er blod, bræk og brukne lemmer, men også den skønneste kinesiske livsfilosofi, der ofte er tænderskærende pragmatisk, samt små muntre eventyr, der får læseren til at le overgivent midt i alle rædslerne.

“Hvidløgsballaderne” refererer til nogle protestsange, der foredrages af en lokal, blind sanger, og som indleder hvert kapitel. Som resten af bogen er de til at tude over, når man ikke lige klasker sig på lårene af grin.

Tak til Peter Damgaard for en suveræn oversættelse.

Lån bogen på Bibliotek.dk