211
2010
978-87-92439-05-5
Himnaríki og helvíti
Svimlende poetisk og finurligt. Sådan skriver Jón Kalman Stefánsson. Jeg får helt ondt i maven af alt det han rammer i mig og i verden. I hans kolbøtte-sætninger kan han samle livsvisdom og eksistentielle betragtninger sammen med dagligdags lammepostejsoplevelser. “Kaffen simrer, de åbner skrinene, smører rugbrødet med tommelfingeren, masser af smør og lammepostej og kaffen er skoldhed og sort som den mørkeste nat og de putter kandis i, kunne vi dog bare komme sukker i natten og gøre den sød.” skriver han fx.
”Himmerige og Helvede” er første bind i en planlagt trilogi og handler om Drengen med hang til litteratur, som mister sin ven Baldur til sneens kulde, mens de er ude på havet med fiskerholdet.
Første del af bogen foregår ved fiskerne på kysten og beskriver det barske liv, de unådige klipper og det oprørske hav. “Havet strømmer ind i drømmene hos dem der sover ved det åbne hav, bevidstheden fyldes af fisk og druknende kammerater der sørgmodigt vinker med finner i stedet for hænder.”
Romanen er barsk og tungsindig, fordi vi følger den unge dreng og hans indre kampe med sorgen efter Baldurs død, som får ham til at tage til Staden.
Det pudsige ved denne fantastiske forfatter er dog at han altid drager noget ud af det barske, det trøstesløse. Finurlighed dukker op, ting vendes på hovedet, og årsagssammenhænge udviskes, som når der skrives “Sigurdur sælger medicin og bøger i det samme hus, bøgerne dufter så meget af medikamenter at vi holder os raske og undgår sygdom blot ved at snuse til dem, så kom ikke her og sig at det ikke er sundt at læse bøger.” – endnu en kolbøtte-sætning.
Der er gigantiske livsspørgsmål i denne bog, som både stilles lige ud og pakkes ind i naive og ydmyge sætninger. Ofte ved man ikke helt ved hvem fortællerne (et anonymt “vi” som Jón Kalman Stefánsson desuden også bruger i ”Sommerlys Og Så Kommer Natten”) henvender sig til og om det er kærligt eller spydigt ment eller hvad det er.
En roman fuld af sandkorn og saltvand, sorg og fortvivlelse, ømhed, beskedenhed, drømmen og håb. Jón Kalman Stefánssons ord kravler lige ind under huden på mig og jeg har ingen grund til at kæmpe imod.
Det er tætpakket poetisk sprog, så tag dig tid til bogen. Og nyd den. Nyd den, nyd den, nyd den. Litteratur af stort format.