Frie Mænd handler om bonden Bjartur, der er så stedig, at det nærmer sig ekstremisme. Han er fattig, men ejer dog sin gård, hvor dyrene bor i stueetagen, mens han selv og hans nytilkomne kone bor på loftet – hvor dyrenes støj og stank er allestedsnærværende. Bjartur er stejl og indrømmer intet – heller ikke over for sig selv.
Før vi møder Bjartur, indledes romanen med en saga om spøgelset Kolumkille, som hjemsøger det sted, hvor Bjarturs gård nu ligger. Det er en fremragende saga, fuldt på højde med de klassiske islandske fortællinger – Laxness’ hyldest til genren. Derefter træder Bjartur ind på scenen, og vi er snart med til hans bryllup. Efter festen transporterer han sin brud på hest over fjeldet. Da bruden vil holde pause og ofre til Kolumkille, som traditionen foreskriver, nægter Bjartur – en praktisk og stejl mand, for hvem overtro er det rene vås. Alt, hvad han foretager sig, udspringer af en stolthed, hvor han hårdnakket nægter at lytte til eller tage imod hjælp fra andre. Konen ender med at resignere og ankommer til Bjarturs yderst beskedne gård i en tilstand af ren apati. Hendes mands stædighed står mål med sagaheltenes, og hendes nye hjem viser sig at være en halv jordhule i en våd mose, hvortil solen sjældent når.
Ægteskabsdramaet er morsomt, og det afsluttende replikskifte med den første kone er både logisk og uforudsigeligt. Hun har, uden hans vidende, slagtet og spist hans yndlingslam – et lam han derefter trodser uvejret for at lede efter i flere døgn. En eftersøgning, der er tæt på at koste ham livet. Halvdød og underafkølet må han mod sin vilje søge ly og hjælp hos fremmede. Det er spøjst og meget morsomt, og samtidig fastholder Laxness et uafklaret forhold til sin stædige, selvstændige hovedperson. Han uddeler delvis respekt, men latterliggør ham også for hans stivsind. Karikaturen og komikken topper i portrættet af den kontrære præst, der hader får, men selv avler – og har skabt sin egen race blot for at vise de skide fåreavlere, hvordan det skal gøres. Den samme præst, der reagerer på Bjarturs kones død med et tilbud om nyt ægteskab: han har en enke på hånden. Det er barokt, og samtalen over den afdøde er muligvis bogens komiske højdepunkt.
Romanen stammer fra den periode, hvor Laxness stadig var forblændet af den russiske kommunisme, og derfor bliver begrebet “selvstændighed” – forstået som ejerskab over egen ejendom – genstand for politisk kritik. Det er dog beskedent doseret; man får ikke budskaberne skovlet ind, som det sker i Salka Valka. Frie Mænd er mindre direkte politisk end Salka Valka, men man mærker stadig begejstringen for socialismen. Den naive forblændelse synes dog at være falmet en anelse – og det er givet, at den aldrig skygger for selve fortællingen.
Alt, der omhandler Bjartur, er skrevet med ironisk distance. Tonen skifter dog, når historien i bogens anden halvdel begynder at følge hans børn. Her er komikken stærkt nedtonet, og vi oplever Bjartur gennem børnenes øjne. De knokler fra tidlig morgen til sen aften, fryser og kvæles af røg fra ildstedet på det forbandede, utætte, klamme og uhumske loft, og lever under farens tyranniske styre. Det islandske vinter- og forårsvejr gør ikke tilværelsen lettere. Sjældent er et uvejr beskrevet så stærkt: Bjartur kæmper sig ud med fårene, sneen pisker ham i ansigtet, mens ormene står ud af næseborene på dyrene. Han må slagte en snes af dem – dyr han har kendt og opfostret gennem sult og nød. Livet på Bjarturs gård, Sommerhuse, er en håbløs kamp.
Beretningen slutter ret abrupt; afslutningen findes i Asta Sóllilja.
