Penselskrift af Gyrdir Elíasson

Kan man skrive med en pensel? Titlen på Gyrdir Elíassons seneste bog antyder dette. I en af historierne hører vi om en maler, der bor i et hus i bakkerne i Blönduós. Han opsøges af børn, der kigger ind ad vinduerne for at se de fremmede verdener, han maler, og han gestikulerer med sin pensel, når de skygger for lyset. Indtil han en dag findes død i sin seng: ”Da forstod de, hvad for verdener det var, han havde malet” (s.57). Sætningen rummer mystik og vækker nysgerrighed, for som læsere får vi ingen nærmere forklaring.

På en måde er det også, hvad Elíasson gør med sine mange kortprosatekster: Maler billeder. Små uafrystelige portrætter af mennesker i en enestående egn; den islandske. Portrætter med strejf af mystik, humor eller gru. De grønlige bjerge på bogens cover er indbydende – og inviterer læseren ind i et frodigt landskab af mening og dybde. Hver tekst åbner en særskilt verden, som skal fordøjes i ro og mag, ikke hastes igennem. Alt virker ladet med betydning. Samtidig er der fællestræk og temaer, som forbinder teksterne og gør læsningen af bogen til en helstøbt oplevelse.

En herlig tekst i den humoristiske ende er ”Løbet”, som handler om et gulerodstyveri i 1972 – og giver god mulighed for indlevelse i barnets oplevelse som tyv. Ellers er der tilbagevendende emner som trafikulykker, husbrande, gengangere og natlige drømme. Der er dyr, som uventet springer ind i billedet: Katte, der løber over vejen – eller store og mere ubestemmelige væsner, se ”Strålen”. Generelt afspejler teksterne en tæt forbindelse til den natur, som de udspiller sig i, og i ”Naturfænomen” reflekteres netop over sammenhængen mellem den indre og ydre verden: ”Sandsynligvis bærer vi alt det med os i vores indre, som raser i naturen udenfor os.” (s.81) Tiden er et tema, som flettes ind på kryds og tværs, og bag det hele lurer døden som en drift i mennesket – eller som en skikkelse i døren med sort kutte og hvide vinger.

De 170 prosastykker i ”Penselskrift” er inddelt i fire hovedafsnit. Der veksles mellem jeg-fortæller og tredjepersons-fortæller, og til sammen dannes en mosaik af navnløse skæbner. Skæbner, som griber ned i det fællesmenneskelige, men som alle hører hjemme i et land med præcist angivne stednavne: Hornafjord, Hraunsnefsöxl, Selárdalur, Reykjavík m.fl. Det er næsten, som om det kollektive urdyb får en geografisk placering på Island; i hvert fald mærkes fortællerens dybe forankring. Se f.eks. en tekst som ”Totalmosen” – hvor jeg’et går efter lyden af en barnestemme, som minder om hans egen som barn – og synker ned i en mose langt inde i en dal.

I slutningen af bogen er der enkelte lidt længere tekster, hvor sproget kan virke knapt så stramt, men generelt er det af høj kvalitet.

Gyrdir Elíasson er en anerkendt islandsk forfatter, som har skrevet både digte, romaner, noveller og kortprosa. Han har modtaget Den Islandske Litteraturpris og Nordisk Råds Litteraturpris, og i 2024 er han desuden tildelt Tranströmerprisen.

Jeg anbefaler at tage hans kortprosa som et par daglige vitaminpiller – ikke sluge hele ”glasset” på en gang. Så vil du komme igennem vinteren med mange gode og dybe stunder.

Lån bogen på biblioteket