Et hus i Bronx af Will Eisner

Med de fire tegnede historier i denne samling – En kontrakt med Gud, Gadesangeren, Braun og Sommerglæder – skabte Will Eisner den grafiske roman. Han introducerede længere, komplekse tegneserier med socialrealisme som omdrejningspunkt og fortalte historier om virkelige mennesker omsat til det tegnede medie. Som Eisner selv bemærker i forordet, er det netop denne form, der løfter de realistiske fortællinger fra dokumentar til fiktion.

Fortællingen En kontrakt med Gud er kunst. Den er let forståelig, men efterlader samtidig mange poetiske uklarheder, som man efterfølgende må grunde over – uden at finde et endegyldigt facit. Den maner til genlæsning, hvor nye perspektiver måske opstår, men uden at give endelige svar.

Historien følger den forældreløse Frimme Hersch, der hjælper til overalt og bliver landsbyens fællesbarn. Da krigen nærmer sig, samler landsbyen penge sammen til en enkeltbillet til det forjættede land – den eneste billet, de kan mønstre. Den gives til Frimme.

I Amerika fortsætter han sit liv som en godhjertet mand, der hjælper alle omkring sig. Da en baby efterlades på hans dørtrin, tager han pigen til sig. Men da hun pludselig dør netop som hun træder ind i voksenlivet, afsværger Frimme sin tro. Han klipper sit skæg af og kaster sig ud i en ny livsbane – som ejendomsspekulant.

Historiens mange krumspring er uforudsigelige, ligesom livet selv, og enkelte episoder rummer en mystisk, uforståelig tilfældighed, der afspejler menneskets tilværelse. Vi tror, vi kender vores næste – men hvor meget forstår vi egentlig?

Braun, fortællingen om den nederdrægtige vicevært, der møder sin overmand i en lille pige, er isnende ond. Sommerglæder sætter middelmådigheden på spidsen og viser, hvordan storbyen reelt består af et utal af små mikrouniverser. Vi tror, vi forlader dem, når vi tager på ferie – men hvad hjælper det, når alle kun har råd til at tage samme sted hen?

Fælles for alle historierne i Et hus i Bronx er Eisners enestående evne til at skildre mennesket og dets livsvilkår med isnende præcision.

Mogens Dalsgaards oversættelse og håndtekstning er uovertruffen. Uden at have set Eisners originaludgave antager jeg, at Dalsgaards brug af forskellige teksttyper – én til talebobler og en anden, næsten kunstnerisk tegnet, til de ledsagende tekster – er et forsøg på at matche Eisners originale udtryk.

Lån bogen på biblioteket