742
2024
The Covenant of Water
1
I Vandets Pagt møder vi den unge Mariamma, der er på vej tværs gennem Indien for at blive gift med en ældre enkemand. Hun er meget nervøs for sit nye liv, og det er med bange anelser hun forlader sin egen familie. Ægteskabet ender dog med at blive lykkeligt trods et par ulykkelige omstændigheder undervejs, og Mariamma skal vise sig at blive familiens overhoved i huset Parambil gennem mange årtier. Med årene kommer der børn og børnebørn til, og vi føler også deres skæbner igennem bogen.
Familien i Parambil er forfulgt af ulykker med vand, noget om Mariamma ender med at kaldet ”Ondet”. Hun prøver så ihærdigt at komme Ondet til livs, men må hurtigt sande at det ikke er nok at bede bønner og tro på en højere magt.
Livet går sin gang i Parambil, og vi følger historiens vindesus gennem mange årtier. Mariamma spekulerer til sine dages ende over Ondet, som har fulgt hende i tykt og tyndt. Hvorfor elsker nogle af hendes børn vand, mens andre synes at afsky det, hvilket ofte kan komme til udtryk i en grum skæbne senere i livet? Hun opfordrer sit barnebarn til at blive læge, for måske lægevidenskaben kan give en forklaring på Ondet?
Udover den indiske familie møder vi også flere personer fra Europa på jagt efter Indiens rigdom og oplevelser. Disse personer vikles ind i Mariammas familie igennem hendes lange liv, bl.a. den unge læge Digby, der er ivrig efter at gøre karriere uden for Europa. Der er dog mange ting i Indien han skal vænne sig til, bl.a. kastesystemet, som er svært for en udenforstående at gennemskue. Digby får hurtigt sine egne problemer at slås med, og må tage store beslutninger for at kunne fortsætte sin lægegerning. Et er dog sikkert: Han har tabt sit hjerte til Indien, selvom hans hjerte gang på gang bliver knust.
Vandets Pagt er en klassisk slægtsroman i Indien, der starter i året 1900 og slutter 80 år senere. Bogen giver et forbløffende indblik i den indiske kultur og de vilkår både rige og fattige i Indien levede under på den tid. Vi følger en families opture og nedture, samtidig med vi oplever Indien langsomt bliver til det nye uafhængige land. Personerne vi følger gennem bogen, er alle præget af ønsket om at gøre familien ære, men også at følge egne ambitioner. For nogle lykkes begge dele, for andre ikke. Skæbnernes fortællinger er meget medrivende og det flotte sprog i bogen gør, at bogen hurtigt er læst, selvom den er på ca. 750 sider.