0 kommentarer

Efter alt hvad jeg har gjort af Karin Heurlin

af d. 20. april 2026
Info
 
Sideantal

393

Udgivet

2026

ISBN

978-87-7339-546-2

Udgave

1. udgave, 1 oplag

 

Man fornemmer hurtigt afstanden imellem dem. Charlotte og Peter. De har været gift i 25 år, og Peter har netop været på afvænning, han er alkoholiker. De har ikke rigtigt noget at snakke om. Så Charlotte plaprer, udfylder stilheden, snakker om franske hotdogs og sodavand – og Peter siger ikke så meget.

Sådan fortsætter det derhjemme. De kan snakke om væggen, hun har malet, maden og småkagerne. Peter tager tilløb til, at de er nødt til at snakke sammen – men Charlotte mener, at det gør de jo allerede, og så begynder hun at tage af bordet. Og snakken bliver ikke til noget.

Charlotte er på mange måder lidt for meget. Hun er overvægtig, trøstespiser, hælder kager og chokolade i indkøbsvognen (det var på tilbud…) og hun har problemer med knæene og lænden. Hun er lidt nysgerrig og har ikke den helt store situationsfornemmelse. Hun er en smule fordomsfuld, når hun gør sig sine tanker om andre mennesker. Men hun er også et kærligt og generøst mennesker, som oplever at blive misforstået og afvist.

Peter er gået i stå. Han er tavs, men man mærker, at han har det svært. Han sælger sit firma og synker ned foran TV og ser sport. Alle Charlottes forsøg på at skaffe ham et job falder til jorden.

Deres datter Maria bor og studerer i København og klarer sig godt – hun har fået en kæreste fra en velhavende familie, og har det godt – eller har hun?

Charlotte begynder på vægttabsmedicin, får ny frisure og job i delikatessen – og hun får en hund og starter til hundetræning. Træneren giver hende komplimenter – det er uvant og dejligt! Charlotte bliver forelsket.

Dan Turèll skrev: ‘Jeg holder af hverdagen’. Det tror jeg også, Karin Heurlin gør. For hun har skrevet en fantastisk hverdagshistorie om Charlotte. En skøn, skøn bog, hvor man lærer Charlotte at kende gennem hendes daglige gøremål, hendes tanker, snakke med Luna og kunderne i butikken. Bogen er både morsom, rørende og tåkrummende. Man kan slet ikke lade være med at holde af den skønne og ligefremme kvinde. Luna rammer plet, når hun siger: ‘Ved du ikke, du er den stærkeste, største og varmeste kvinde, jeg nogensinde har mødt’.

Jeg var ikke klar over, at det var tredje bind i en trilogi, men jeg følte ikke jeg savnede noget, mens jeg læste. Men nu hvor jeg ved det, skal jeg helt sikkert læse de første to bind.

 

Anmelderbog

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter