Ude for uden af Niels Krause-Kjær

Ude for uden er et landboudtryk, der betegner den mark, som ligger længst væk fra gården. Titlen på Niels Krause-Kjærs roman har en helt konkret betydning i bogen, men er uden tvivl også ment metaforisk; den ene hovedperson har ambitioner, der ligger langt ude over hans lille landbrugs beskedne jorder.

Storebror Wilhelm arver slægtsgården, så Erik og fru Lisbet må selv starte fra bunden med en faldefærdig bedrift og nogle få rødbrogede malkekøer. Pengene var små dengang i 1950’erne, ødsle nyanskaffelser som indlagt vand og en traktor, der kan trække noget, må komme hen ad vejen.

Under et ophold på Rødding Højskole får Erik tre kammerater, med hvem han begynder at skrive en dagbog. De sender dagbogen til hinanden og tilføjer nyheder om deres respektive liv; den moderne læser vil her få revideret sit syn på den berømmede bondegårdsidyl.

Danmarks indtræden i EF bliver en saltvandsindsprøjtning til landbruget – der bliver råd til ferie i Toscana og en ny Mascot – men forholdsvis hurtigt kommer det til at handle om stordriftsfordele og udspekulerede investeringer. Pludselig kan man tjene penge på at braklægge sine marker.

”Ude for uden” krydsklipper (noget skematisk) mellem Erik dengang og hans søn Svend i dag. Svend er Venstre-politiker, men har en fortid i et finsk sprøjtegiftfirma – og det har Ekstra Bladet fundet ud af. Svend og den venstresnoede datter Karoline er på besøg på Eriks gård i Jylland, der er ved at blive revet ned af polske håndværkere. Her finder de Eriks og hans venners gamle dagbog, og en tåget bemærkning heri åbner Svends øjne for, hvorfor hans eget liv har formet sig, som det har.

Man fornemmer, at Krause-Kjær har villet skrive en slægtsroman med afsæt i sin egen familie. Men ”Ude for uden” er næsten uundgåeligt blevet læst som et partsindlæg i to højaktuelle debatter. Dels om det gammeldags landbrug, som i århundreder har skaffet danskerne smør på brødet, versus det moderne servicesamfund, der ikke længere vil tolerere sprøjtegifte og kvælstofudledning. Dels om forvandlingen af Venstre fra landbrugets parti til en samling talkyndige akademikere.

Forfatteren mener vist nok, at danskerne skylder landbruget mere, end vi helt forstår. Han tegner fint skismaet op, men undlader efterfølgende en personlig stillingtagen. Sprøjtegifte er vel ikke vejen frem?

Også persontegningen bliver lidt flygtig. Hvor miljøbeskrivelserne er knivskarpe og billeddannende, føles Erik, Svend, Karoline, dobbelttyskeren og en bralrende storbonde som todimensionelle, arketypiske repræsentanter for hver sin tid og sit samfundslag.

”Ude for uden” er en hyggelig, ukompliceret og læseværdig roman med et interessant blik på et Danmark i forandring. Men jeg havde trods alt forventet mere af en bog, der i år blev hædret med De Gyldne Laurbær.

Lån bogen på biblioteket