Dødens København af Jesper Romme Fischer

En dragende titel – og et morbidt forsidebillede – der var noget at glæde sig til med Jesper Romme Fischers roman med titlen ”Dødens København”.

Jeg har været på en del byvandringer i København og hørt drabelige historier om det gamle København, og været fascineret af livet der. Ikke mindst af de drabelige historier om mennesker, der var begravet levende, ligrøvere og medicinstuderende, der måtte uddanne sig på opgravede lig.

Med afsæt i Københavns historie tilsat facts, dagsbogsnotater, poesi og afskrift fra gamle historikere får vi historien om Emil, der må flygte fra Herslev til København, da han sandsynligvis er efterlyst for mord på sin sted-storebror og dennes kone, som Emil har haft et forhold til.

Det lykkes Emil at komme til København, få skaffet sig en anden identitet, finde et usselt sted at bo og få et ufaglært job. Emil er modsat de øvrige ansatte ædruelig og arbejdsom og  får tilbudt ansættelse på et nyetableret lighus, hvor han skal holde sin kæft og ikke stille spørgsmål ved opgaverne.

Lighuset benyttes af det bedre borgerskab, der af frygt for skindød har betalt sig fra at ligge der nogle dage inden begravelsen og få en læge til at sikre, at de virkelig er døde. Dem, der bestyrer lighuset har ikke rent mel i posen, de nøjes ikke med at sikre sig, at ligene virkelig er døde, de bruger de døde til medicinske forsøg og en enkelt er nekrofil.  Emil må holde tand for tunge.

Makabert er det, men alligevel synes jeg ikke at historien bed sig fast. En del af historien kredsede om, at Emil prøver i sit sind at gøre det gjorte ugjort, at få billederne af sted-broderen og elskerinden til at gå væk. Den del af historien (der fylder en hel del) gik hen over hovedet på mig og forplumrede historien om døden og lighuset..

Det jeg bedst kunne lide ved bogen var citaterne, der startede hvert kapitel. De gav mig lyst til at finde mere viden om dødens væsen.

F.eks. side 178, citat: ”Døden er det sted, hvor mennesket er mest bevidst om sig selv. Philip Aries”

og side 39, citat: Med liv begraves vil jeg ei, derfor fortænker ingen mig, at jeg på kistelaaget banker, citat Adam Oehlenschläger: Da man dømte aanden af mig”.

De to stjerner gives, fordi jeg paradoksalt nok ikke synes, der var liv nok i bogen. Personerne manglede dimension.

Lån bogen på biblioteket