0 kommentarer

Rødby-Puttgarden af Helle Helle

af d. 4. august 2006
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

174

Udgivet

2005

ISBN

87-638-0145-0

 

Vi befinder os i Rødbyhavn i 1980erne. Her bor søstrene Jane og Tine og sidstnævntes lille pige Ditte i en lejlighed, der er så almindelig, at det næsten gør ondt. Begge søstre arbejder som kassedamer i parfumeriet på færgen, der sejler mellem Rødby og Puttgarden. Ingen af søstrene har kærester, mændene fiser ind og ud af deres liv, og sådan var det også for deres mor og deres bedstemor.

For læseren ser det ud som om, deres liv allerede er gået i stå på trods af, at søstrene kun er i første halvdel af tyverne. Deres liv går med at arbejde, gå til bageren og købe deres elskede ugeblade hver torsdag. Skal der skejes ud tages der på en halvdags-tur til Maribo eller Nykøbing Falster. Med andre ord et temmelig kedeligt liv.

I “Rødby-Puttgarden” følger vi søstrenes liv på arbejdet og hjemme i deres lejlighed, og vi hører om alle de trivielle detaljer i deres liv såsom hvad de spiser til aftensmad og hvordan de ser på tilværelsen i al almindelighed.

Jane er dog den, vi hører mest om. Vi får at vide, at hun er sprunget fra sin uddannelse og er flyttet tilbage til Rødbyhavn. Der er forskellige flashbacks i bogen, hvor der også fortælles om søstrenes barndom, og i disse flashbacks kan man mellem linierne gætte sig frem til, hvorfor de to søstre er gået i stå og hvorfor de begge to har svært ved at indlade sig på forhold til andre mennesker.

“Rødby-Puttgarden” er en kort bog, men på trods af de få sider er det en vedkommende bog, der er meget realistisk i sin beskrivelse af hverdagslivet. Bogen er fyldt med undertoner, der får læseren til at tænke længe efter endt læsning. Sproget i bogen er meget enkelt og nøgternt, men meget medrivende, og selvom der ikke sker de store handlingsmæssige udsving i bogen formår Helle Helle alligevel at fastholde læseren i et jerngreb. Personerne er virkeligt overbevisende beskrevet, og de fleste af os har sikkert mødt mennesker, der minder forbavsende meget om Jane eller Tine. “Rødby-Puttgaden” er medrivende og fascinerende og fortæller en historie om det såkaldte “almindelige liv”, der måske ikke altid er så almindeligt igen. Jeg giver bogen 5 stjerner og anbefaler at I andre også læser bogen.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter