Jeg kunne flå noget levende af Cecilie Grønlund

Jeg kunne flå noget levende handler om Anna, der er optaget på et universitet, hvor hun aldrig sætter sine ben, bor til leje i en lille lejlighed eget af veninden Barbara, som er hendes eneste fortrolige.

I NU afsnittene følger vi hendes liv med hyggeaftnerne med Barbara, den endeløse strøm af bekymrede sms’er fra hendes mor, forsøgene på ikke at skræmme kæresten væk, et krævende arbejdsliv og psykologer, der kræver for meget.

I DA afsnittende, som ikke er kronologiske, møder vi Anna fra hun er omkring 8 år og frem til nu. Det bliver tydeligt, at Anna har haft det svært i langt størstedelen af sit liv og at de fagfolk hun har mødt, snarere har tyet til kendte indgangsvinkler til dialogen med Anna, fremfor at lytte til, hvad hun kunne have brug for. En enkelt DA episode lader til at blive skælsættende for samtalerne, eller mangel på samme, med moren og også i hendes syn på, hvad man kan byde andre.

”Anna havde ligget brak i en køjeseng i to dage, og nu havde hendes mor tvunget hende til købmanden for at købe jordbær. ”Det kan der ikke ske noget ved,” sagde hendes mor, ”du bliver nødt til at gøre et eller andet, eller bliver vi begge to idioter.” Og Anna vidste at hendes mor refererede mest til sig selv……
Da hun kom tilbage til huset, kunne hun høre sin mor tale højt….”Jeg bliver fucking vanvittig af det! Jeg har først lige fået hende ud af sengen. Det kører mig fuldstændig over, at hun bliver ved med at have det så dårligt. Hvis der ikke snart sker noget, så kan jeg ikke mere. Det kan jeg bare virkelig ikke.”

Anna fortæller ikke sin mor, at hun har overhørt telefonsamtalen, men fra da af beslutter hun sig for, aldrig mere at lægge sin mor eller andre mennesker til last. Af uvisse årsager er veninden Barbara den eneste som har indblik i, præcis hvordan det er at være Anna.

Der er en vis navnesymbolik i Jeg kunne flå noget levende.
Anna betyder ynde, og det er hurtigt tydeligt, at Anna helst ikke vil besidde andet end netop dette, og måske heller ikke har rum til det, i langt de fleste sammenhænge. På studiet, i skolen, overfor psykologerne, moren, på jobbet og sammen med kæresten, ingen af disse steder kan hun være den Anna, der bare har det svært, uden at der er en logisk forklaring på det, og uden at der er en udtalt forventning om, at hun SNART får det bedre.

Barbara (fra græsk Barbar, fremmed, udlænding, den der taler et andet sprog) er den eneste, der til fulde forstår Anna, måske fordi hun også nogle gange selv har det svært om end ikke i samme grad. I starten fandt jeg det problematisk, at Barbara også inddrog Anna i sine egne problemer, men måske lægger værdien af relationen for Anna netop i, at Barbara trods alt har positive forventninger til Anna og lader hende byde ind med det hun kan.

Anna møder Aslak (Guds leg), der insisterer på, at hun lukker ham ind, også når det er svært, og at hun viser ham, hvordan hun virkelig har det. Anna er nølende, men må til sidst sande, at der måske også her er plads til alt, hvad hun indeholder.

Jeg kunne flå noget levende er en overordentlig stærk bog om et ung menneske, der trods velmenende og ressourcestærke forældre og et behandlersystem, der trods alt fungerer, om end meget langsomt, ikke lader til at få det mærkbart bedre, og måske er pointen, at det er en umulighed, hvis man som Anna kontinuerligt bliver mødt med en stærk forventning om, at bedringen snart finder sted.

På trods af emnets tyngde er Jeg kunne flå noget levende i forholdsvis hurtig bog at læse, sproget er ligefremt, konkret og enkelt. Der dvæles ikke voldsomt ved Annas følelser og angst, men snarere ved, hvilken betydning det har for hende i hverdagen, og jeg tror at det er en medvirkende faktor til at jeg kunne overkomme at læse den og reflektere over den i stedet for at synke ned i en tristhed over at der findes mennesker, der har det sådan.

Lån bogen på biblioteket