0 kommentarer

Det tidlige forår af Tove Ditlevsen

af d. 21. juni 2015
Info
 
Sideantal

302

Udgivet

2015

ISBN

978-87-02-17286-7

Udgave

6. udgave, 1. oplag

 

”Det tidlige forår” er en samlet udgave af ”Barndom” og ”Ungdom”, som blev udgivet første gang i 1967. Det er Tove Ditlevsens erindringer om en tid, der ikke har været særlig lykkelig. Barndomserindringerne starter før skoletiden, hvor vi møder den lille Tove, som higer efter sin mors kærlighed – men hun afvises gang på gang.
”Jeg prøvede at liste hånden ind i min mors, men hun slog min arm væk med en heftig bevægelse.”
”Min mor slog ofte og hårdt, men det var i reglen vilkårligt og uretfærdigt, og mens afstraffelsen stod på, følte jeg noget som en hemmelig skam og en tung sorg, der drev tårerne frem i mine øjne og øgede den smertelige afstand imellem os.”

Tidligt beslutter Tove, at hun vil være digter – men hendes far, som ellers læser bøger og selv har drømt om at skrive, reagerer med vrede: ”Straks rynkede han panden og sagde truende: bild dig ikke noget ind! En pige kan ikke blive digter. Jeg trak mig krænket og bedrøvet ind i mig selv igen, mens min mor og Edvin lo over dette forrykte indfald.”

I dag ville man nok kalde Tove for et særligt sensitivt barn – i 20’erne var hun bare sær, et mærkeligt barn, som blev hånet og altid følte sig anderledes. I skolen spiller hun dum for at beskytte sig selv:
”Personer med sådan en synlig, utilstedelig barndom både indvendigt og udvendigt hedder børn, og dem kan man behandle akkurat, som man vil, for man har intet at frygte af dem. De har ingen våben og ingen maske, medmindre de er meget snedige. Jeg er sådan et snedigt barn, og min maske er dumheden, som jeg altid passer på, ingen river af mig.”

Den unge Tove må tidligt ud og arbejde, og det handler ikke om hvad hun har lyst til, hun må tage de jobs hun kan få – for pengene er nødvendige for familien. Når hun i sin fritid går ud sammen med den populære Nina, føler hun sig igen anderledes, grim og sær, kun få mænd viser hende interesse, og selv har hun ingen drømme at blive gift og få familie, hvilket hun dog holder for sig selv.
Bogen slutter tidsmæssigt i 1939, hvor digtsamlingen ”Pigesind” bliver udgivet. Da hendes digte bliver trykt, føler hun sig endelig lykkelig.

Bogen er ikke kun Tove Ditlevsens erindringer, den giver samtidig et billedet af livet i en arbejderfamilie i 20’erne og 30’erne. Man kan mærke afmagten, når hendes far er arbejdsløs, og pengene ikke slår til – der er ingen vej ud af livet i den lille trange lejlighed, hverken forældre eller børn er glade, men de kan ikke ændre på de kår, de er født ind i. Det gælder både klasse og køn! Man mærker fattigdommen og den dårlige stemning gennem hendes følsomme beskrivelser af stemninger og skænderier i hjemmet. Føler kulden, når den unge Tove sidder frysende på sit uopvarmede, lejede værelse iført frakke – og klaprer sine digte på skrivemaskinen.
Tove Ditlevsen skrev følsomt og smertefuldt. Man sidder tilbage med en forstemmende følelse og en sorg over hendes triste opvækst. Selv om ordene blev skrevet for snart 50 år siden, er de bestemt stadig værd at læse – bogen er da også netop genudgivet.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter