0 kommentarer

Peters død af Katrine Marie Guldager

af d. 22. juni 2015
Info
 
Sideantal

208

Udgivet

2014

ISBN

978-87-11-35765-1

Originaltitel

Peters død

Udgave

1. udgave

 

Mea culpa. Inden jeg på et 14-dages lån hjemtog Katrine Marie Guldagers “Peters død”, skulle jeg selvfølgelig have sat mig ind i, at bogen er 4. bind i Køge-krøniken; en serie med en myriade af personer, som det er nødvendigt at kende på forhånd, hvis man vil have det fulde udbytte af handlingen. For Guldager forudsætter nonchalant, at man kender hendes karakterer. Konstant refererer hun til begivenheder i de foregående bind; som ny læser er man koblet helt af.

Året er 1972, og i bedste hippiestil laver Henry og nogle andre et kollektiv i Hellerup. Her bolles lidt ved siden af, kæves bajer og diskuteres studentikost, om børn er en parting eller fællesskabets ansvar.

Hjemme i Køge finder Henrys søster, Leonora, deres far, Peter, død – af hjertesorg over at være blevet forladt af børnenes mor, Lilly. Hans kæreste Ella tæller lissom ikke med. Peters død sætter Leonoras sind i flammer, men bliver siden katalysator for en kreativ proces som maler.

Henrys kæreste, Birgitte, bliver forelsket i en kvindelig svensk terapeut og smider Henry ud. Han tager ind til Vesterbro, møder sin gamle kæreste, der er luder med et hjerte af guld, og kaster sig ud i en kriminel karriere. I baggrunden lurer Istedgades godfather, Store-Jan, som er farlig at lægge sig ud med.

Alle de store aviser har givet Guldager stjernekarakterer for krøniken i almindelighed og dette bind i særdeleshed. På mig virker bogen som en parodi på en folkekomedie. Personerne er alle fjottede i middelsvær grad, begivenhederne er beskrevet som en art socialrealistisk Huset på Christianshavn med Olsen-Banden i ascendanten.

Nogen elsker, at man tydeligt kan mærke forfatteren i teksten; nogen hader det. Personligt synes jeg, en fyr som Milan Kundera tackler det flot – i almindelige romaner træder han af og til ind med et forfatter-jeg, der bryder rytmen og får læseren til at spjætte overrasket. Katrine Marie Guldager gør det hele tiden. Hele. Tiden. Og det er trættende:

“Her kan forfatteren godt afsløre, at den dag, hvor Leonora omsider kan rumme sin egen sorg, ligger et godt stykke ude i fremtiden; forfatteren kan godt afsløre, at der vil gå mange år…” Og lidt senere står der gudhjælpemig “forfatteren kan godt afsløre” en tredje gang. Guldager har nemlig en faible for at bruge de samme vendinger to-tre gange lige efter hinanden. Det sker hele tiden. Hele. Tiden. Man får aldrig lov til at forsvinde ind i handlingen, man er nødt til at forholde sig til fr. Guldagers manerer og luner.

Et andet eksempel på den krukkede stil: “Begravelsen fandt sted en varm forårsdag, og tilfældet ville det således, at solen skinnede på den endnu tomme kirke på sin allermest fortrøstningsfulde måde. For også solen kan, trods sit brændende lys og alle sine livgivende kræfter, godt mærke menneskers smerte, når nogen dør.”

Vås. Igen spænder formen ben for indholdet. Til Guldagers ros skal det medgives, at “Peters død” er så tilpas kort og forglemmelig, at den ikke når at blive læserens død.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter