Brudzone af Jonathan Franzen
541
2014
978-87-02-15240-1
Strong Motion
1. udgave
En serie små jordskælv rammer Boston med materiel skade til følge og kun et enkelt dødsfald … men den ældre kvinde faldt muligvis bare uheldigt, fordi hun som sædvanligt var småfuld.
Byens yderligtgående kristne, en rablende flok underfrankerede kvindfolk, lægger skylden for jordskælvene på abortklinikkerne, som jo myrder levende væsener mod guds vilje. De demonstrerer ophidset og begår selvtægt, animeret af en præst, som argumenterer så djævelsk overbevisende for sin syge sag, at man selv lige må gøre sig sine standpunkter klart, før man griner usikkert.
Midt i hele redeligheden befinder sig Louis Holland, nørdet radiofreak, der konstant er i pengeforlegenhed, og som hele livet har måttet se sin egocentriske søster løbe med alle lommepengene. Louis øjner en chance for at score kassen, da hans velhavende bedstemor dør – det var hende med jordskælvet – men hans smukke, uhyre beregnende mor inddrager samfulde $22 mio. og nægter at give sin søn noget. Datteren derimod…
23-årige Louis møder den 7 år ældre seismolog, Renée Seitchek, der har nok at se til under jordskælvene. Hun har en mistanke om, at en stor medicinalvirksomhed kan have skylden, men afvises hånligt af Bostons miljømyndigheder. Og så får hun for alvor blod på tanden. Louis og Renées forhold, der starter med dyrisk sex, løber hurtigt på grund, fordi en lækker, men totalt forskruet pige fra Louis’ fortid dukker op.
Exit Louis, intro hans rige mor, der pludselig begynder at indynde sig hos Renée. Som altid handler det om penge; mange penge…
Jonathan Franzen skrev murstensromanen “Brudzone” i 1992, før sine to gigantsuccesser “Korrektioner” (2001) og “Frihed” (2011). Bogen er umiskendelig Franzen med sit originale plot, sine ‘venstreorienterede’ sympatier, sine intelligente betragtninger om alt mellem himmel og jord, sin minutiøse research, sine mangefacetterede personer, sin gråmelerede hverdagsrealisme. Man køber simpelt hen præmisserne og lader sig villigt føre gennem hovedpersonernes dybt almindelige og måske derfor sært interessante hovedbrud og benspænd.
Franzen er blandt de få mandlige forfattere, der formår at skildre en kvinde indefra, så man tror på hende. Hans både kærlige og ætsende portræt af Renée Seitchek er gåsehudsfremkaldende realistisk; yes, så komplicerede og så banale er virkelighedens mennesker.
At “Brudzone” ikke scorer max., skyldes ene og alene, at bogen er 100 sider for lang, og at disse 100 sider består af ret kedsommeligt videnskabeligt chitchat om jordskælv, seismologi, brudzoner, computerteknologi anno primo 90’erne (floppy discs etc.). Omvendt bliver slutningen jappet lige hurtigt nok igennem. Diagonallæsning er en herlig disciplin.
Hvis du endnu har Franzen til gode, vil jeg anbefale at starte med ”Korrektioner” og ”Frihed”, der begge er mere helstøbte bøger. Men for Franzen-aficionados er ”Brudzone” et must.
