318
2025
978-87-400-8932-5
1. udgave, 1. oplag
Gertrud Tinning har udgivet bog nummer tre i serien om Anna og Dagmar – ”Strejf af frihed”. Tidligere er udkommet ”En uretfærdig tid”, som jeg var ret begejstret for. Den foregik i 1880’ernes København og blev fulgt op af ”Dagmars svære valg”, som foregik i 1913.
Nu er vi nået til 1933 – og ”Strejf af frihed”, stadig med Anna og Dagmar som omdrejningspunkter.
”Strejf af frihed” har ikke samme saft og kraft over sig som ”En uretfærdig tid”, men måske skyldes det, at den første bog står så stærkt i min erindring. Et stort plus ved bogen er, at der er lavet en personliste forrest i bogen, så man kan følge med i, hvem der er i familie med hvem.
Bogen kører i flere spor og hver historie er interessant i sig selv – men jeg synes, der er lidt for mange sidehistorier, som ikke bliver fulgt til dørs. Hver historie rummer endnu flere facetter, hvis de fik lidt mere plads. Historiens hovedpersoner bliver beskrevet rigtig godt, og man kommer til at holde af dem. Men bipersonerne virker til tider karikerede og kunne med fordel have fået noget mere farve.
Det lille hittebarn Valborg, som vi mødte i ”Dagmars svære valg” er blevet voksen og forældrene håber hun vil overtage familiens slagterforretning. Men Valborg har andre planer. Hun fotograferer og laver kollager og drømmer om at blive kunstner. Da hun en dag møder Theodor på en kunstudstilling får drømmen vinger. Theodor er homoseksuel og det er svært i 1930’erne. Hans kæreste er blevet fængslet i Tyskland og Valborg tilbyder at tage til Tyskland og gifte sig med vennen for at få ham løsladt.
Astrid er børnehavelærerinde og gift med Samuel. Sammen har de sønnen Viggo, der ikke klarer sig så godt i ”den sorte skole”. Han kan ikke sidde stille og har svært ved at få lavet sine lektier. Lærerne hakker på ham. Astrid har hørt om en skole i England, hvor man udøver en mere moderne form for pædagogik og tager derover for opleve det. Måske kan hun oprette en friskole i København for børn som Viggo?
Astrids mand Samuel er opvokset på børnehjem og han har det svært. Han virkelighedsflygter ind i sit dukketeater, men en dag dukker hans forhutlede far op og sender Samuel ud i en krise. Hvorfor døde hans mor, hvorfor kom ham på børnehjem, hvorfor hentede hans far ham aldrig.
Alle disse dramaer flettes sammen til en historie, der får en afstikker til nazismens tidlige dage og arrestationen af depraverede individer, bl.a. jøder og homoseksuelle. Denne del af bogen manglede dybde og virkede ikke troværdig på mig. Hvor ville jeg gerne have hørt mere om Theodors kæreste og hans oplevelser i fængslet.
Bogen kredser om kærlighed, angst, frihed og lægger helt klart op til en fortsættelse af Dagmar og Annas liv under krigen.
Anmeldereksemplar

