Bogen om Baltimore-familien af Joël Dicker

Endnu en fantastisk fortælling fra Joël Dicker, der lagde hårdt ud med “Sandheden om Harry Quebert sagen”. Måske for hårdt. For “Bogen om Baltimore-familien” når ikke helt samme højder.

“Bogen om Baltimore-familien” er beretningen om forfatteren Marcus Goldmans barndom og ungdom, og om det forhold han har til sine fætre i Baltimore. Marcus selv, vokser op i Montclair som søn af den fattigste af to Goldman brødre. Han tilbringer sine ferier hos sin rige onkel Saul i Baltimore. Her bor også hans fætter Hillel og den mere eller mindre forældreløse Woody, som rigmandsfamilien har taget til sig som sin egen. Bogen er beretningen om de tre fætres ubrydelige venskab og sammenhold fra de er børn, til katastrofen indtræffer mange år senere. Det er også fortællingen om at styrtdykke fra toppen af samfundet, indtil man rammer bunden med et brag. “Bogen om Baltimore-familien” er Marcus Goldmans forsøg på at forstå hvad der skete, og at lære at leve med det.

Som tilfældet var i Dicker’s første roman, er også “Bogen om Baltimore-familien” blændende godt skrevet. Forfatteren tager sig oceaner af tid til at føre læseren ind i historien og til at give sine karakterer liv og personlighed i en sådan grad, at de hver især løfter sig fra bogens sider, og sidder i sofaen sammen med læseren. Dicker kan noget med at få bogen og læseren til at smelte sammen, og det er virkelig godt gjort.

Når jeg alligevel ikke kan give “Bogen om Baltimore-familien” de fem stjerner, som “Sandheden om Harry Quebert sagen” fik, skyldes det at han væver rundt om førnævnte katastrofe i alt, alt for lang tid. Faktisk når man undervejs at blive lidt irriteret over, at han ikke bare kommer til sagen, og får det overstået, så vi kan komme videre. Forhistorien er vigtig, og uden den ville katastrofen ikke give mening. Dicker er bare for længe om at komme dertil, og da han efter ca. 450 sider med utallige henvisninger til det der skete og endelig løfter sløret, får han det hele overstået på ganske få sider. Som læser sidder jeg tilbage og tænker, om det virkelig bare var det. Altså, det er slemt nok, men var det virkelig bare det? Havde jeg virkelig, ganske vist med stor fornøjelse, læst så mange sider, for at få en så kortfattet afslutning? Det hænger ikke rigtig sammen. Men når det er sagt, er “Bogen om Baltimore-familien” på ingen måde en bog, der ikke skal læses. Det skal den, for den er fantastisk – trods alt.

Lån bogen på Bibliotek.dk