0 kommentarer

Jeg er hvad jeg husker af Peter Øvig

af d. 4. november 2021
Info
 
Sideantal

302

Udgivet

2021

ISBN

978-87-02-29907-6

Originaltitel

Jeg er hvad jeg husker. Efter elektrochokket. Mellem mirakler og mareridt

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

”Jeg er hvad jeg husker” er en selvstændig fortsættelse af ”Min mor var besat”. Sidstnævnte bog handler om Peter Øvigs opvækst i en familie, hvor hans mor led af tung depression og om hvordan denne psykiske sygdom påvirkede Øvig og hans søster under deres opvækst.

Som voksen kommer Øvig selv til at lide af en langvarig, psykotisk depression, som bevirker, at han indlægges på Rigshospitalets lukkede afdeling, hvor han behandles med elektrochok gentagne gange. Heldigvis bliver Øvig helbredt for sin depression, som jeg forestiller mig må være en helt aldeles rædselsfuld tilstand at befinde sig i.

Inden Øvig får elektrochok, er han bange, han forestiller sig, at han ender som en zombie a la Jack Nicholson i filmen ”Gøgereden”, som et menneske, der kommer til at miste evnen til at skrive flere bøger. Efter at være blevet helbredt for sin depression opdager han, at han er nødt til at ændre syn på både elektrochok, psykisk sygdom, men også på sig selv og sine nærmeste.

Det er først da Øvig bliver rask, at han for alvor forstår hvor store omkostninger sygdommen har haft for både ham selv og omgivelserne. I en længere periode ville hans 14-årige søn ikke se ham og omgivelserne er bange for, at han måske kan blive syg igen.

”Jeg er hvad jeg husker” handler om de tre år der er gået siden helbredelsen. Tiden har Øvig brugt på at grave i, hvad depression og elektrochok har gjort ved ham. Han opsøger bl.a. forskere på området og andre mennesker, der har fået elektrochok – og det er ikke alle mennesker, der har været lige så heldige som Øvig. Flere mennesker beretter om svære kognitive svækkelser, herunder massive problemer med hukommelsen og med at få en ganske almindelig hverdag til at hænge sammen.

Dette er på sin vis en hård bog at læse. Det er ikke rart at læse om hvordan depression påvirker både en selv og ens omgivelser. Det er heller ikke rart at læse om de mennesker, der i høj grad har fået ødelagt et almindeligt hverdagsliv og ikke længere kan fungere som de gjorde før.

Samtidigt er det også en uhyre væsentlig og uhyre velskrevet bog. En bog, der er gennemresearchet og som giver et ærligt og kalejdoskopisk indblik i, hvordan behandlingen af depression foregår. For hånden på hjertet: der er nok ikke mange af os der ved ret meget om elektrochok og det er i virkeligheden ikke særlig optimalt udelukkende, at basere sin holdning til elektrochok på at man har set filmen ”Gøgereden” adskillige gange.

Dette er i høj grad en læseværdig og væsentlig bog, som jeg håber sælger mange bøger og finder mange læsere.

Peter – jeg er glad for, at du er blevet helbredt og ønsker dig alt det bedste.

Bedømmelse
Karakter