Aura af Carlos Fuentes

Carlos Fuentes kortroman, Aura, er fra 1962, men foreligger nu på dansk for første gang, takket være det spansksprogede specialiserede forlag Skjødt. Med sine 75 sider i et ret lille format, er der virkelig tale om en kortroman, så kort, fængslende og fascinerende, at jeg læste den to gange.

Felipe Montero besvarer en annonce i avisen, en stilling hvor han skal redigere enken Consuelo Llorentes mands erindringer, så de kan blive udgivet. Lige så mystisk som annoncen, der var så skræddersyet til Montero, at den kun manglede hans navn, er huset han skal arbejde i. Der er mørkt, koldt og klamt. Muggen hænger på væggene og han må famle sig rundt ved at tælle sine skridt. Den gamle enke ligger for det meste i sin seng, omgærdet af rotter, mus og en kanin ligger hun i sit eget skidt, men virker åndsfrisk. Montero bliver straks grebet af forelskelse og begær efter Aura, enkens niece, der pludselig står ved siden af sengen, og lader sig overtale til at bo i huset mens arbejdet står på.

Det er en sjældent velskrevet gyser der sniger sig ind på læseren. Som Montero ikke er helt sikker på, at han oplever det han gør, så sidder man som læser også lidt perpleks tilbage og er i tvivl om det man lige har læst. Historien er lige så sjældent skrevet i du-form, så man nærmest selv bliver hovedperson.

Uhyggen sniger sig lige så stille ind: Den gamle enke der taler, mens Aura også bevæger sin mund, katte der brænder i en have der ikke eksisterer, en gedeslagtning så okkult og mystisk og udført på flere plan. Menuen er den samme hver aften; nyrer i løgsovs, mens antallet af spisende varierer, og Aura der lader til at ældes lidt for hurtigt, som historien skrider frem.

Langsomt går det op for læseren, hvad der foregår i huset, desværre noget langsommere for Montero, der til sidst tvivler på sin egen identitet og tidens gang:

Du vil ikke se på dit ur mere, denne ubrugelige tingest, der upålideligt måler en tid, der er fastsat af menneskets forfængelighed…

Et liv, et århundrede, halvtreds år: Du vil ikke længere kunne forestille dig den upålidelige tidsmåling…

Skjødt har en rigtig fin fornemmelse for litteratur, som læseren sent glemmer. Sådan har jeg det stadig med Lysende republik (Andrés Barba, 2018), og sådan får jeg det også med Aura. Lige så fængslende historien er, lige så betagende er Alejandra Acostas smukke illustrationer, der tilføjer historien endnu mere gotisk gru. Passende til den sjældne historie, illustrerer hun i en lige så sjælden stil, jeg ikke har set før, fyldt med fotografisk skønhed, muligvis computeranimeret? Jeg ville elske at få forsiden som plakat!

Eneste suk er de franske passager, som ikke er oversat, hvilket er et gængs fænomen i mange oversættelser på dansk. Det kræver lidt arbejde på computeren for at få en nogenlunde oversættelse, og et par af passagerne er faktisk ret vigtige for historien….

En af årets helt store læseoplevelser!

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på Bibliotek.dk