Wer bremst hat angst! Af Brösel

Efter at have genlæst ‘Wer bremst hat angst’ må jeg bringe et dementi, for jeg har i tidligere anmeldelse svinet dette album til. Men det er ufortjent.

Uagtet at det er helt korrekt at Brösels kreative brønd i starten af 90’erne viste de første tørhedstegn, her blev Werner en tand mere børnevenlig – eller direkte barnagtig, så mødes her det bedste fra to lejre. På denne ene side anarkien der startede det hele og på den anden den mere strømlinede fortælling. Men med alle de strittende kanter hakket af viser der sig et snert af gentagelse og ligegyldighed. Alligevel er albummet uomtvisteligt et kommercielt hit og ræset mellem Werners flymotordrevne firehjuler og en tunet Bentley blev omdrejningspunktet i Wernerfilm nummer 2. Det lykkedes bare ikke at overføre det simple ræs til det store lærred. Tegneseriens dynamik afgik ved døden i processen. I albummet fungerer det fremragende.

Som en anden falskspiller har Brösel sine esser, og det femte kapitel om Werners læredage i Meister Röhrichs vvs-firma kvalificerer udmærket til et sådant.

Helt i sit es er Röhrich ikke, efter sine tidligere eksposive fadæser kan han ikke længere lande en eneste ordre. Først da han skifter navn til Siemek og hans folk forklæder sig, lykkes det at få adgang til en byggeplads. Det ender selvsagt med en eksplosion, for det skal det. Ligesom Kenny skal dø i hvert afsnit af South Park.

Beskyld mig blot for navlebeskuende psykologisk overfortælkning, men mon Brösel med titlen anerkender at der for serien ikke er anden vej, end den den har fulgt hidtil? At forandring er vejen til den kreative død – eller rettere at han ikke har modet til forandring? På dette tidspunkt er Werner for længst blevet en seriøs cashcow.