0 kommentarer

Werner – Ouhauerha! af Brösel

af d. 16. december 2016
Info
 
Forfatter
Forlag
Omslag
Sideantal

128

Udgivet

2002

ISBN

3-453-86538-3

 

Ouhauerha! er klart en opgradering sammenlignet med meget andet Brösel har leveret både før og særligt siden. Her viser Brösel sig som anarkist for sidste gang, for med efterfølgende bind bliver Werner, på trods af en del fækaliehumor, både pæn og børnevenlig.

Selvsagt indeholder bindet de sædvanlige vådeskud, – blandt andet en fortælling om et par gnuer med ægteskabelige problemer, men der er også det bindegale fjerde epos om katastrofemageren med VVS firmaet : Meister Röhrich. Historien her var det eneste lyspunkt i Wernerfilm nummer to. De der har set filmen husker nok scenen hvor lærlingen Werner skal lære at brænde snaps, som skal hældes på vordende kunder, for at få lukrative ordrer i hus. Både Werner og svenden Echat undrer sig over de opgaver de bliver sat til: plukke bær, rense flasker, hente hvede og kløve træ, ikke normalt arbejde for en vvs’er. Men da Röhrich forklarer hvad arbejdet går ud på er de to fyr og flamme. Og flammer går det hele op i, det er der nærmest garanti for når Röhrich er i nærheden.

I de første bind hed figuren Schorich, men det blev ændret, da Brösels bror rent faktisk stod i lære ved den Schorich, som figuren er baseret på. Han skulle angiveligt have været en ligeså stor katastrofe som sit tegnede alter ego.

Der rundes af med beretningen om Werner og Andi der bygger en bil af en gammel propelmotor. Den ender lidt uafsluttet, idet der lægges op til et løb med Porche-elskeren Holgi – et løb der aldrig kom.

Tyskkundskaberne skal være særdeles gode for at fatte de fladpandede pointer, der ofte er skrevet med stor brug af både slang og plattysk.

Kan man lide Werner accepterer man gladelig lidt fyld når bare der også er nogen pletskud, og her leverer Ohauerha til fulde.

Lån tegneserien på biblioteket

Bedømmelse
Karakter