Vi var fiskere af Chigozie Obioma

I 1996 vandt Nigeria OL-guld i fodbold. Men i byen Akure i den sydvestlige del af landet sker der uhyggelige ting, som næsten overskygger de nationale jubelscener.

Abulu, en gal eller synsk mand, tumler forvildet omkring og forudser forfærdende scenarier for byens indbyggere. Og spådommene går i opfyldelse. Folk kommer af dage på blodigste vis.

Det tænker familien Aqwu ikke over i starten. Farmand skal udstationeres i en by langt væk, så moren og de seks børn må klare sig selv mellem farens besøg hver anden weekend. De tilhører middelklassen og bor i et stort hus med mange værelser, tv og materiel tryghed.

Qua farens strenge autoritet skaber hans bortrejse et tomrum, som de fire ældste sønner – Ikenna på 15, Boja 14, Obembe 11 og Benjamin, historiens fortæller, der er ni år – udnytter til fisketure i den forbudte flod. Det bliver dog opdaget, og faren prygler dem brutalt. Værre er det, at de ved floden møder tågehovedet Abulu, der forudser, at fiskere vil slå Ikenna ihjel i floder af blod.

Overtroisk frygt æder den halvvoksne dreng indefra. Ikenna vender sig mod sine brødre, som jo har fisket og derfor kan blive hans fremtidige banemænd. Katastrofen rammer familien Agwu med forfærdende kraft. Flere dør på voldelig vis, små drenge tvinges til at blive voksne ‘over night’.

I den lokale igbo-legende invaderes de sørgendes huse af edderkopper, der bygger rede og spinder enorme spind. Det sker selvfølgelig også her i ‘virkelighedens’ verden – for Obioma skriver en art magisk realisme. Mama Agwu går helt ud af sit gode skind; de døde viser sig for hende, mennesker i edderkoppeskikkelse.

”Vi var fiskere” er på mange måder vældigt interessant. Vi møder oplyste middelklassenigerianere i deres hverdag med stegt yams, gammeldags patriarkalsk opdragelse og kvinden i en underdanig rolle. Tykke Mama Agwu er meget troende, går fast i kirke og beder indtrængende til den kristne gud. Samtidig er hun dybt overtroisk, slår smæld med tungen og knipser med fingrene over hovedet for at fordrive onde ånder.

Desværre har bogen nogle iøjnefaldende svagheder. Det vildtvoksende begivenhedsforløb står i et besynderligt misforhold til komplicerede sætningskonstruktioner og et ofte akademisk ordforråd. Og midt i alt det pæne plumper pludselig en særlig afrikansk form for melodrama: “… navnet kom forvansket, maltrakteret, radbrækket, udtømt, dødt, hensygnende ud af min mund.” Det er bare for meget.

Lån bogen på bibliotek.dk