Det forsvundne barn af Elena Ferrante

Slutningen på Elena Ferrantes formidable Napoli-kvartet er dybt tilfredsstillende. Med en mesterlig gestus bringes vi tilbage til indledningen næsten 2000 sider tidligere, til dengang de to småpiger Elena og Lila mistede deres dukker i en mørk kælderskakt.

“Det forsvundne barn” foregår godt 30 år senere. Elena og Lila føder hver en pige med ugers mellemrum. Lila kalder sin datter Tina – ligesom Elenas forsvundne dukke. Er det tilfældigt? Og som sin mor er lille Tina overdådigt godt begavet, hun får uafvidende Elenas kønne, mere normale datter Imma til at ligne en sinke

– næsten ligesom dengang Elena og Lila var skolepiger, og Lila både psykologisk og fagligt afslørede noget nær genistatus, mens pæne, ordentlige Elena usikker på sit eget værd løb med den flotteste eksamen og senere en smuk karriere som forfatter.

Elena Ferrantes Napoli-kvartet er historien om et livslangt, stormfuldt venskab mellem to piger, der hver især formår at løfte sig ud af barndommens armod og op i lyset i et Syditalien, der vakler mellem det katolske, mafiøse, patriarkalske og en ny tid med åndsfrihed, velstand og plads til talentfulde kvinder.
At læse Ferrante er som at få et smugkig i en uendeligt velskrevet og meget, meget ærlig dagbog. Ferrantes scoop er, at man konstant tiltror hende at skrive om sit eget liv og strålende forfatterkarriere, mens hun – ukendt i offentligheden som hun er – bedyrer, at serien er ren fiktion.

Ikke desto mindre føles det kolossale persongalleri og miljøerne i dén grad virkelige. Dokumentariske, faktisk. Og det er bestemt ikke et lyserødt billede, der tegnes af hverken italienere eller Italien. For en kølig nordbo er det snarere som at opleve en temmelig uvenlig karikatur af støvlelandet og dets indvånere.

Elena og Lila er begge ulideligt irrationelle og ekstremt opfarende; råber, bander og tuder for et godt ord. Agerer skiftevis omklamrende mødre og egoistiske donnaer, der glemmer alt om deres børn til fordel for karriere, mænd, intriger, whatever. Omkring dem bliver folk myrdet, gribes i korruption, er utro, bliver dødsfjender og straks efter bedste venner … Det er så sindsoprivende italiensk som pizza og pasta.

Som sine tre forgængere er “Det forsvundne barn” fra fødslen sikret klassikerstatus. Det er litteratur af højeste karat. Blot denne advarsel til nye læsere: Starte fra bind 1 og fortsæt i højt tempo. Der er mangt og meget at holde styr på; alt sammen mageløst medrivende, heldigvis.

Lån bogen på bibliotek.dk