0 kommentarer

Otmars sønner af Peter Buwalda

af d. 16. december 2020
Info
 
Sideantal

544

Udgivet

2020

ISBN

978 87 400 6020 1

Originaltitel

Otmars zonen - oversat af Birthe Lundsgaard

Udgave

1. udgave

 

I centrum for handlingen befinder sig Johan Tromp, magtfuld direktør – muligvis kommende bestyrelsesformand – i verdens sjettestørste virksomhed, Royal Dutch Shell.

Som sin næsten-navnebror i USA er Tromp en iskold forretningsmand, der uhæmmet pumper olie op de mest sårbare steder på jorden uanset konsekvenser for miljø og lokalbefolkning. Han lever i vild luksus og har en karisma, der giver ham adgang til de skønneste kvinder. Kun voldelig sex tænder ham.

I skrivende stund residerer Tromp på Sakhalin, “denne postnukleare ø” ud for Sibirien. En snestorm lukker lufthavnen på øen, og så er Ludwig og Isabelle strandet. De to er bogens egentlige hovedpersoner, begge har mildest talt en høne at plukke med Tromp, et opgør venter.

”Otmars sønner” er første bind i en planlagt trilogi skrevet af den formidable forfatter Peter Buwalda. Det er den bedst sælgende bog i Holland i 20 år og den ”svære” 2’er efter Buwaldas overdådige gennembrudsroman ”Bonita Avenue”, der scorede topkarakterer overalt.

Buwaldas persontegning sammenlignes med den måde, de hollandske mestre Vermeer og Rembrandt arbejdede i 1600-tallet. Sylespidst detaljerede, psykologisk dybdeborende portrætter, som suger al opmærksomhed til sig og stjæler beskuerens interesse for de dystre, farvemættede billedflader i baggrunden. Buwalda skal læses for sine hyperintense personer snarere end for den ydre handling.

Ludwig Smit er lige så anonym som sit navn. Faren – der muligvis er Tromp! – skred allerede før fødslen, og Ludwigs barndom var ret hæslig, indtil moren fandt sammen med Otmar og hans to børn Tosca og Dolf.

Sidstnævnte bliver med tiden verdensberømt pianist, der slipper afsted med at købe Beethovens hus, hvor han i dag sover i mesterens seng, spiller på hans klaver og måske har fundet en skat af uvurderlig værdi.

Som voksen er Ludwig en snæversynet vatpik, der lider af for tidlig sædafgang og er sygeligt afhængig af ørepropper for at kunne sove. Han er på Sakhalin for at sælge den højvelbårne Tromp nogle kostbare undervandsundersøgelser.

Isabelle er på øen for at få skovlen under Tromp. Hun afskyr hans voldtægt af jordens ressourcer, der blotlægger “stanken fra planetens indvolde”, og hans voldelige sex med kvinder. Uheldigvis fascinerer manden hende også, drager hende som en natsværmer af en brændende olielampe.

”Otmars sønner” er saftig, sexet og sjov. Men især er bogen en sleben psykologisk afdækning af den menneskelige drivkraft. Ludwig og hans forplantningsaggregat er konstant fokuseret på Isabelle, som på sin side kun bemærker Ludwig, når han kan bruges til noget.

Lån bogen på biblioteket

 

Bedømmelse
Karakter