Når vi taler om ingenting af Olumide Popoola

London i 2011. Der er racespændinger og bilafbrændinger. Der er sociale problemer, og det er svært for vennerne Abu og Karl at finde deres identitet og klare sig i Londons multietniske miljøer. De får tæsk på vejen hjem fra skole, og de overlever kun, fordi de har hinanden og Abus solide familie, hvor også Karl søger tilflugt.

Karl får en pludselig mulighed for at tage med en fremmed onkel til Nigeria for at besøge sin ukendte far. Helt uden om Karls syge mors medvidende arrangerer socialarbejderen Godfrey turen, så Karl kan komme afsted. En præmis, som i sig selv virker hel usandsynlig for romanens handling.

I Nigeria tager tingene en anden drejning end forventet, men Karl bliver klogere på flere ting, bl.a. den farlige luft, som lokalbefolkningen må leve i, når Shell udvinder olie i området ved Port Harcourt i det sydlige Nigeria. Hjemme i London føler Abu sig forladt og nødsaget til at hænge ud med typer, som han egentlig ikke sympatiserer med.

Forfatteren Olumide Popoola har en dyb indlevelsesevne i de unges verden, i deres sprog og hele måde at bonde og connecte med hinanden og den besværlige verden på. Man fornemmer varme, sympati og en kærlighed til netop ungdommen med rod i flere kulturer.

I beskrivelserne af både London og Nigeria er der masser af fin kolorit og stemning – landskaber, trafik, mennesker, handlende og livet i det hele taget. Det er god læsning. Men når det er sagt, så er denne roman nok havnet hos den forkerte læser. Jeg har haft svært ved at finde ud af, hvem der siger hvad og hvornår. Dialogerne og måden handlingen skubbes videre på har virket ujævn og forvirrende, og det har været svært at finde ud af, hvor vi er henne i fortællingen. Jeg føler ikke, jeg som læser ”bliver taget i hånden”. Det er en debutroman, og med de trods alt fine ansatser og momenter, så er jeg sikker på, at forfatteren har mere godt stof på hjertet og måske med en tydeligere håndtering af stoffet næste gang.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på Bibliotek.dk