0 kommentarer

Vardekød af A. Silvestri

af d. 12. december 2021
Info
 
Sideantal

201

Udgivet

2021

ISBN

9788794083881

Udgave

1. udgave

 

A. Silvestri har været en tur i Varde for at researche til sin 18. bog, Vardekød. Jeg tvivler på han nogensinde bliver inviteret tilbage for at få overrakt nøglerne til byen!

En dreng dukker op på en vej udenfor Varde. Drivvåd og med øjne der reflekteres som sølvmønter, som kom han fra Styx, går han midt på vejen og bliver passeret af seks personer. Tom Slagter er den sjette, og han kører den tavse dreng til politistationen.

Herefter følger en vanvittig vinternat. Byen falder langsomt fra hinanden, folk opfører sig absurd og det lader til at kun politimanden Kenneth kan holde benene på jorden og bevare fornuften.

Silvestri sprudler af fortællerlyst i sin syvende roman, hvor der vrimler med personer og fortællinger. Det føles som om man har læst 10 bøger bagefter, eller at der er historier nok til flere romaner.

Silvestri har beskrevet den som en blanding af David Lynch og Stephen King, den er da også både weird ala Lynch og fortællermæssigt i familie med King. Kom til at tænke på Begærets butik, hvor King også jævner en by med jorden. Ligeledes er fortællerstilen også i familie med King, der kan få mange sider til at gå med af få en person fra køkkenet og ind i stuen, fordi der skal fortælles om hovedpersonens fætter, hans undulat og undulatens foder osv. Det bliver ofte lidt langt i spyttet og kedeligt. Men hos Silvestri rammer sidehistorierne mig som noget af det fineste. Flere af dem gav mig associationer til min egen barndom eller oplevelser, jeg selv har haft, og jeg er totalt solgt, når litteratur kan give mig den følelse.

F.eks. den gribende fortælling om Ingelise der har mistet alt og lever i elendighed, men som tænker tilbage på en aften, hvor hun med sin mand er på en alt for fin restaurant, og føler sig som en fisk på land. En scene jeg sent vil glemme.

Det hele er sovset ind i gru og horror og nul håb. Det er ondt og modbydeligt, ulækkert og indimellem kvalmende. Men det er overordentligt godt konstrueret. Selvom der er mange bolde i luften, har Silvestri styr på sine personer. Det er en voldsomt underholdene horrorroman, og selve plottet, for sådan et findes, er overraskende og godt fundet på.

Vardekød beviser nok engang, hvor fremragende en forfatter Silvestri er. Han har altid været god, men her er det som om fortælleglæden bare er i et gear for sig. Han beretter ud fra en viden, som havde han levet flere liv.

Han burde have mange flere læsere, men desværre bliver der ikke langet særlig mange bøger over disken i boghandlen, og det er synd og skam. Genren er måske for snæver i lille Danmark? Men os der elsker genren, om det så er horror, science fiction eller hvad han nu behager at skrive om, takker og bøjer os i støvet!

Utrolig smuk forside af Søren Klok!

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter