Tre dage og et liv af Pierre Lemaitre
240
2017
978 87 11 56337 3
Trois jours et une vie - oversat af Karsten Nielsen
1. udgave
En kølig decemberdag mødes 12-årige Antoine og 6-årige Rémi ved førstnævntes hule i Saint-Eustache-skoven i den lille by Beauval. Det efterfølgende hændelsesforløb skal være ufortalt, men kun Antoine, historiens hovedperson, slipper ud af skoven i live.
Som titlen ”Tre dage og et liv” antyder, får nogle få dages begivenheder indflydelse på et helt liv, ja, en hel landsbys kollektive liv. Den prisbelønnede franske forfatter Pierre Lemaitre inviterer os med indenfor i de små, spidsborgerlige dagligstuer, i kirken hos en svovlende præst og i det fælles rum, hvor forudindtagede holdninger og ondskabsfulde gætterier altid vil være i højere kurs end kedsommelige kendsgerninger.
”Tre dage og et liv” er en kompakt skæbnefortælling om livets ubarmhjertige vilkårlighed, om skyld, skam og personligt ansvar. Det kan lyde som vægtige temaer, men Lemaitre går aldrig i dybden. Romanen balancerer på en knivsæg mellem den rå skitse og den fjottede folkekomedie.
Første del foregår i 1999, delvis under orkanen Lothars hærgen. Den værste storm i Europas historie følges af oversvømmelser, der skyller hele byer væk. Muligvis har forfatteren oplevet det hele på første parket, men hans tolkning virker søgt: “Fremover ville alle betragte katastrofen som en prøvelse, der var møntet på netop dem, personligt.”
12 år senere er Antoine blevet læge, har et energisk forhold til sexgale Laura, men: ”Rædslen slap faktisk aldrig rigtigt taget i ham. Den slumrende ind, den gik i hi, men så slog den til igen … Tragediens hovedperson var ikke længere offeret, men drabsmanden.”
Et så teatralsk anslag er ikke hverdagskost hos den ellers cool galler, kendt for sine virtuose krimier (fx ”Iréne” og ”Camille”) og sit formidable krigsepos ”Vi ses deroppe”.
Personerne er ofte nedladende karikaturer. Tag den unge pige i kørestolen, som er “så afpillet, at hun ville kunne bruge en serviet som armbånd.” Senere reduceres hun til “en indtørret vinstok”. Ikke videre følsomt, vel?
Den korte bog er fyldt med halvslappe metaforer (“Rygter er som et nyplantet træ, enten slår de rod, eller også gør de ikke”) og hovmodige overflødigheder som denne karakteristik af Beauval: “… en åndeligt smalsporet by, hvor alle holder øje med alle, og hvor din næstes mening er et tyngende åg.”
Hertil kommer det rene sjusk, som tyder på, at bogen både for forfatter og forlag har fungeret som et uforpligtende frikvarter mellem vigtigere udgivelser. Hvor sandsynligt er det, at hovedpersonen en kold lillejuleaften skifter til t-shirt – og få linjer senere tørrer sig om munden med et skjorteærme?
Quelle dommage, monsieur Lemaitre! Op på le cheval igen.
