Tørst af Jo Nesbø
Vampyrer tror kun de enfoldige på. Men hvad så med vampyrister? Mordere, der drikker deres ofres blod for at få jern på… Og netop sådan et fælt karlfolk hærger i Oslos hårdt prøvede gader, bevæbnet med Tinder på mobiltelefonen og et grumt stålgebis, der let bider tyndhudede pigestruber over.
Vampyrer skal bekæmpes med hvidløg og kors. Mod vampyrister er der kun én kur: Hole. Harry Hole. ”Oslo Politis måske bedste, måske værste, men alle omstændigheder mest sagnomspundne drabsefterforsker.”
Jo Nesbø er Nordens bedste – eller værste – krimisnedker inden for genren spektakulære aflivningsmetoder. Det kan ikke blive for modbydeligt, og i den henseende lever ”Tørst” fint op til sine 10 forgængere. Der bliver bidt, flænset, smasket og voldtaget til den store guldmedalje, og selv om handlingen ikke er voldsomt sandsynlig – især ikke den bloddryppende slutning, hvor det er lige før, rollerne byttes om – er det stadig vældigt (u)hyggeligt og medrivende.
Skurkene er Nesbøs styrke. De er ikke kun nogle hensynsløse, perverse svin – de er også nogle sølle skrog med en sort fortid, der forklarer i hvert fald noget af miseren. For at sprede lys i det uigennemtrængelige mørke indforskrives psykologer og forskere, der hver især har interessante sager at bidrage med.
Politikorpset med Hole i spidsen er derimod ret forudsigelige og set mange gange før. Nesbøs landsmand Gunnar Staalesen har ligeledes tørlagt sin knarvorne helt, Varg Veum, lige som også James Lee Burkes eksstrisser Dave Robicheaux er på vandvognen, men kun lige inden for kanten. Den smukke, drengehårde kvindelige kollega kender vi. Den politisk smarte, men moralsk anløbne chef. Et cetera.
”Tørst” er en arketypisk Nesbø-krimi. Hverken værre eller bedre, end vi er vant til. Men absolut spændende nok til at slå nogle aftener ihjel med. Undskyld, var det noget med en Bloody Ewa? Cheers.
