År og dage i Brattekåd af Halldór Laxness

‘En klog mand har sagt, at næst efter at miste deres mor er der ikke noget, små børn har bedre af end at miste deres far.’ Første sætning sætter standarden for dette mageløse og forunderlige værk og viser, at Halldór Laxness var (og stadig er) en af de store islandske ordsmede. Uden ham var der ingen Jon Kalman Stefansson, Sjón eller Einar Már Gudmundsson. Danske Rune T. Kidde har med ‘Hr og Fru Dicht i Island’ skrevet en hyldest til Laxness, og læser man ‘Brattekåd’, forstår man Kiddes besættelse. Laxness forfatterskab kan inddeles i tre perioder: den katolske, den socialistiske og den observerende. ‘Brattekåd’ hører til i den sidste og observerende fase, hvor afsmagen af hans arbejde med de islandske sagaer slår kraftigt igennem. Det er ikke en stiløvelse, Laxness har ikke uden grund indkasseret Nobels litteraturpris; det er en forfatter der observerer med alle sanser og derefter bringer det ind i sin egen litterære kontekst.

Her fortæller han om den forældreløse Alfgrim, der vokser op hos et ældre ægtepar, blandt alskens forbipasserende skæbner.  Ægteparret, kaldet Bedste og Bedstefar, bor i et hus der fungerer som en et herberg for islands fattige. Selv er værtsparret fattige, men formår alligevel at give drengen en tryg opvækst. Hos dem er det de indre værdier der tæller, og mens kapitalismen bringer omvæltninger i samfundet omkring dem, hæger man i huset ved den ene ende af kirkegården på Brattekåd om de mere  end 600 år gamle traditioner. Tematisk beskæftiger Laxness sig med det kultursammenstød, og bruger det som motiv for at skildre kunstens tarv blandt alle disse omvæltninger. Til formålet har han skabt en bifigur der en lokal sanger med stor succes i udlandet, men som aldrig har sunget en tone i Island, og hver gang han er hjemme lykkes det ham at komme af pladsen før man får samlet et publikum. Da han endelig trænges op i en krog til et selskab, synger han en hyldest til kålen! I øvrigt har man opdaget hans sangtalent på et svineslagteri, hvor han skreg højere end 1100 svin. Kunsten får et skud for boven, det kunstige og påtagede har Laxness intet til overs for.

Den stille islandske humor er gemt i hver eneste sætning, allestedsnærværende, særligt i de meget menneskelige portrætter: Bedstefar som sælger fisk på torvet og intet har til overs for markedsteori om udbud og efterspørgsel, hvorfor hans fisk altid koster det samme, og han derfor i perioder er henholdsvis byens billigste eller dyreste fiskehandler. Og kvinden der opsøger de to bedsteforældre for at dø hos dem, men som for alt i verden vil have sit lig transporteret tværs over Island på en ladvogn, for at blive begravet i øst. Hendes bekymring for at byens makværker (en mere useriøs fagbeskrivelse findes næppe), har klampet en alt for kort kiste sammen, tilsidevises af makværkeren med ordene: ‘Kan du sige til pivkællingen, min dreng, at hvis hun bliver for lang til kisten, så kapper vi af hende.’

Fortællingen følger Algrim over en årrække, men han står reelt i baggrunden, som den stille, observerende og naive dreng han er. De forskellige bifigurer driver værket. Plus alle Laxness mageløse, men ikke altid lige logiske krummelurer, som Alfgrims beretning er fuld af. Disse krumspring er talrige som afløbere fra en islandsk elv, og enkelte steder er man som læser kortvarigt stået af. Måske en nyere oversættelse ville hjælpe, da ikke alt længere skrives som det gjorde i 1970’erne. Men læg øret til historien og lyt, selv i de mindste detaljer er der små fortællinger gemt, her har Einar Már meget tydeligt stået i lære. ‘Brattekåd’ drager læseren tilbage som et glas god whiskey, eller en fantastisk cigar. Det er luksuslitteratur.

Lån bogen på biblioteket