0 kommentarer

Jeg ved godt, du er der af A. Silvestri

af d. 3. december 2018
Info
 
Sideantal

215

Udgivet

2018

ISBN

978-87-93728-15-8

Udgave

1. udgave 1. oplag

 

Silvestris femte udgivelse i år er tredje novellesamling, hvor ”Sand og sten, stål og glas” og ”Fast arbejde” er de foregående opsamlinger. Silvestri har haft noveller i utallige tidsskrifter og antologier, og det er dem han nu samler, og to yderligere samlinger skulle også være planlagt. Denne gang er det ”Otte fortællinger om mennesker, dilemmaer og monstre”, som bagsideteksten lyder. Vi bliver introduceret for monstre som varulve og vampyrer, men så sandelig også det værste af dem alle: mennesket.

En af dem optræder i den nok mest modbydelige novelle jeg længe har læst, samlingens korteste, men nok den jeg vil huske bedst (desværre), ”Forhæng”. Og ikke et ord mere om den!

En af de bedste historier er ”Udyr”, hvor vi følger en far, der bor forskanset i en slags lade i skoven sammen med sine døtre. De gør alt for at undgå ulven, der huserer udenfor, og som vil gøre alt for at komme ind. Det er en rigtig fin og anderledes varulveberetning, og pudsigt nok, så så jeg den for mig som en tegneserie, hvilket Silvestri selv nævner i sit efterord. Jeg kom i hvert fald til at tænke på Corbens Rowlf, selvom historierne ikke ligner hinanden, så er stemningen der. Dejligt krydret med et gammelt sprog ind imellem.

I ”I fædrelandets tjeneste” sad jeg længe og gættede på, hvad det gik ud på. Skrevet fængslende godt, og er en af de historier, som først giver mening på sidste side, hvilket er en form som Silvestri mestrer.

”Jacobs stige” er et mareridt om en families tur i cirkus, som de nok aldrig skulle have taget. Igen skrevet med en ond pen, der giver maveonde og kvalme.

Titelnovellen fløj desværre lidt hen over hovedet på mig. Det er samlingens nyeste og har ikke været udgivet før. En mand sidder og ser på sit slukkede TV og har en samtale med en skygge/et væsen bag sig. Han vil ikke vende sig om, selvom han bliver bedt om det mange gange. Den burde have fængslet som ”I fædrelandets tjeneste”, for man får først at vide til sidst, hvad det går ud på, men desværre kedede den mig lidt i stedet.

”Hvor vinden blæser” er igen en unik historie, en meget anderledes vampyrberetning, hvor vi følger et slaveskib, der får en ubehagelig passager. Igen kvalmende ulækker læsning, men godt skrevet.

”Itu” er atter en af de historier, som man håber giver mening til sidst, og det gør den. Ikke en af dem jeg vil huske, selvom den også var bizar.

”Sølvsilkenætter” slutter samlingen af med manér. Et stævnemøde mellem en kvinde og en mand udvikler sig på den helt forkerte måde, totalt overraskende og modbydelig. En af de historier, jeg vil kunne huske længe.

Jeg gentager sikkert mig selv fra tidligere anmeldelser af Silvestris værker, men denne gang er det altså mere alvorligt: Denne bog er ikke for sarte sjæle!! Måske er jeg selv for sart, for nogle af novellerne gav lidt ondt i maven, mens jeg læste. Jeg føler stadig jeg er på slaveskibet, i laden og i cirkus, og et større cadeau kan man vel ikke give Silvestri? Han skriver, som altid, blændende godt. Hans fantasi er fantastisk, og giver nye nuancer på gamle klicheer i monstergenren. Næste opsamling skulle være mere realistisk og handler om kærlighed. Den kunne jeg godt have brugt nu, for at få lidt balance i psyken igen.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter