Silkeorm af Robert Galbraith

J. K. Rowling hedder Robert Galbraith når hun skriver krimi, hvorfor har jeg ikke lige fundet ud af, men navnet skulle være en blanding af en af hendes helte, Robert Kennedy og et fantasinavn hun brugte til sig selv som barn, Ella Galbraith. Hun blev vred, da nogen anklagede hende for, at det var et reklamestunt, men salget af “Gøgens kalden” eksploderede i hvert fald, da hemmeligheden brast. 42000 eksemplarer skulle være solgt alene i Danmark. Jeg kan nu bedst lide hendes Potter bøger, men hvis man ser bort fra magien, så har jeg også altid anset flere af dem, for at være en slags krimier.

I “Silkeorm” skal vores antihelt, privatdetektiven Cormoran Strike, finde en forsvundet forfatter. Hans lidt sølle kone hyrer Strike, uden nogen garanti for betaling. Hun er i sig selv en bemærkelsesværdig karakter. Forfatteren har skrevet en grov, satirisk bog, som omhandler en del mennesker han kender, og som han ikke skriver særlig pænt om. Det vrimler med andre forfattere, forlæggere, agenter, elskere o.m.a., der har læst bogen, selvom den ikke er udgivet, og da forfatteren findes myrdet på den mest bestialske måde, som oven i købet er beskrevet i den uudgivne bog, så vælter det frem med mulige mordere.

Jeg var ikke speciel vild med den første Strike bog, “Gøgens kalden”. Den var ganske vist jordnær og realistisk, men som jeg husker den, var der alt for mange personer i den, og jeg rendte lidt sur i det, når jeg ikke kunne huske personerne, måske fordi de ikke sagde mig noget. Det var også lidt problemet med den ellers fremragende “Den tomme plads”, hvor man godt kunne have brugt et personregister. Det er der kommet mere styr på i Silkeorm, hvor personerne også skiller sig mere ud, både som excentriske og mystiske, og så bliver det ikke mindre interessant af, at det jo foregår i forfatter og forlagsverdenen, en verden hende Robert må have et ret indgående kendskab til. Bogen er også krydret med flere samfundskritiske betragtninger, mens Strikes assistents privatliv begynder at virke lidt for trivielt, med hendes gnavne og Strikefjendske kæreste. To gange havde jeg helt sikkert regnet ud, hvem der var morderen, og jeg tog naturligvis fejl, så en ganske klassisk krimi.

Hvor forbrydelsen i “Gøgens kalden” var ret realistisk, så falder hun i denne bog helt ned på det trivielle plan, som så mange andre krimiforfattere i dag, med et fuldstændig grotesk og åndssvagt mord, og allerede der burde jeg have lagt bogen fra mig, som en af mine venner gjorde, men jeg er nu alligevel glad for, at have læst bogen færdig, selvom jeg nok vil mene, at det kunne klæde den at være 100 sider kortere. Det bliver lidt langtrukkent ind imellem. Hun skriver dog godt og underholdende, og jeg kan rigtig godt lide Strike, vor tids Phillip Marlowe, der går ind i en sag uden egentlig at vide, om han får betaling eller ej. Jeg giver nok Robert en chance mere i krimiverdenen, men det er ikke noget jeg vil styrte ned i boghandelen efter, dertil er det lidt for ordinært og til tider kedeligt.

Tilbage til Potter universet, Fru Galbraith!

Lån bogen på bibliotek.dk