54
2008
978-87-92381-00-2
Det univers som Hans-Erik Larsen trækker en ind i er på samme tid ligeså let genkendeligt som det er utopisk og skræmmende.
Bogen her er udgivet posthumt og hvis ikke jeg havde vist det ville jeg nok stadig tænke at personen bag lyrikken var tæt på dødens kant eller i hvert fald havde accepteret at livet slutter for os alle en dag og man vælger næsten selv om det skal foregå på en behagelig måde eller på en svær måde.
Det er på en måde et langt digt igennem hele bogen, men man kan dog godt dele det op og få små digte ud af det, der er bare en sammenhæng
som er utrolig godt ramt.
Sproget er uformelt men giver også en løftet pegefinger om at man skal huske at nyde mens man kan og får man chancen for at lære kærligheden at kende må man endelig ikke kaste den fra sig.
Jeg har længe været væk
på æblerov
for enden af en solnedgang i trækronerne
der svajer under himlen:
så skrig dog
brøl
nå ja
kom ikke her
angsten er gavmild
over for fedme
den æder alt op
jeg vejer ikke længere så meget.
Undervejs når man læser de korte linjer er man ikke i tvivl om at sygdom og forfald æder personen og personligheden op. Der bliver kæmpet mod tiden men også givet slip sammen med tiden. Det er meget rørende og alligevel tænker man god rejse!
Personligt tror jeg vi alle har kigget op på stjernerne en klar aften og følt os bittesmå. Men det gør nok også at vores opfattelse af livet bliver det mere intens. For vi skal alle virkelig forsøge at få noget ud af tiden mens vi er her, lige meget hvor kort tid vi end bliver givet.