Sidste skoledag af Søren Poder

Skoleskyderier har der efterhånden været en del af, og mange har tænkt “hvad er det, der sker i hovedet på en ung skoleelev, der går amok og skyder lærere og elever på sin skole”?

Det har Søren Poder et ganske overbevisende bud på i bogen “Sidste skoledag”, som er en fiktiv roman om Charles, der ender med at blive én i rækken af skolemordere.

Charles er opfyldt af had. Had mod sine forældre, sine klassekammerater, skolen. Og ikke uden grund. Charles er udstødt i skolen, han er helt nede i bunden af hierarkiet, udsat for hån og skadefryd, når han endnu engang må op til rektor og få en reprimande pga for meget fravær. Rektors kluntede forsøg på at spørge ind til, hvordan han har det, falder helt til jorden. Rektors falske venlighed.

Forholdet til forældrene er nærmest ikke-eksisterende. Han foragter dem – deres rødvin, deres hus “tæt på skov og strand”, deres snobberi og de værdier de værner om, og hvor han ikke passer ind. De er nærmest en kulisse i hans liv, de er næsten aldrig hjemme og de taler aldrig rigtigt sammen. Faren hører man stort set kun om gennem hans lyde: smaskelyde når han spiser, hans snorken, når Charles om natten sidder i køkkenet og stirrer på den store køkkenkniv, og plasken i toiletkummen.
Moren spørger hver dag om det samme:
“- Hvordan var skolen i dag?”
“-Røvsyg.”
Hun smiler og ryster opgivende på hovedet, mens hun kigger på far, der har munden fuld. Hun stiller altid de samme spørgsmål, og jeg giver altid de samme svar. Hun synes, det er morsomt, som en slags ritual, selvom jeg aldrig smiler imens.”

Charles’ bedste ven er hunden Heckles, og han kommer med denne tankevækkende påstand om, hvad der ville være sket, hvis det var hans forældre der havde stået for opdragelsen af hunden: “Man kan sagtens udvikle en dræberhund uden at gøre en indsats, man skal bare lade være med at gøre en indsats.”

Forældrene ser ikke Charles, opdager ikke, hvilke skræmmende og hadefulde tanker Charles tumler med – de bor i samme hus, men har intet forhold til hinanden.

“Alle andre kan godt styre deres tanker. Men mine er ude af kontrol, selvom det er mine egne. Jeg burde have kontrollen, for der findes kun mig selv – ingen anden. Ikke nogen Gud eller noget. Tankerne kan ikke have et liv uden mig. Der er kun mig. Og tankerne. Som ødelægger mig.”

Det er absolut lykkedes for forfatteren at skabe en troværdig karakter. Charles er beskrevet gennem sine tanker, handlinger, angsten om natten, mareridtene. Hans seksualitet, tanker, som han væmmes ved. Man får både meget ondt af Charles og skræmmes.

“Jeg kunne gå ud i vandet nu og drukne mig selv. De kalder det at gå i havet. Kvæle mig selv og tankerne i det kolde vand. Kvæle skoledagene og de andres hånlige blikke på den ynkelige dreng, som mor og far og verden har skabt: et misfoster – et monster. Eller jeg kan gå i skole i morgen. Det føles ligesom en klump i halsen – den sidder bare i maven.”

Det er forfatterens debutroman – en rigtig flot og velskrevet debut. Sprogligt hæver bogen sig op, der er virkelig kræset for sætningerne. Hvert kapitel indledes med et citat fra en skolemorder.Trods det skræmmende og ikke særligt opløftende emne, er det en bog, jeg helt klart kan anbefale. Den giver et ganske godt bud på, hvad der sker i hovedet på en ung fyr, som er ensom og udstødt, så fyldt med had og hævntanker, at der kun er én udvej for ham.

“Jeg ved at de vil spørge: Hvorfor? Det rigtige spørgsmål er: “Hvorfor ikke?”

Lån bogen på biblioteket