Regndråbernes epilog af Einar Már Gudmundsson

Vinden, den kære vind ‘den pifter og fløjter, svinger breddegraderne over sit hoved som basstrenge og blæser fra alle retninger på samme tid’.

I Reykjavik er uvejret sat ind, akkompagneret af lyn og en torden der er så skraldende, at den resonerer helt ind i de nybyggede højhuses stålskeletter. Helt ned i den stålgarage hvor den fabelagtige historiefortæller, sadelmageren, holder gilde for fjorten kutterveteraner der flyder væk i sadelmagerens historier – og hans øl. På præstegården drømmer præstekonen midt i sit sytøj, mens hendes mand forsvinder ind i sin næste prædiken. Ude på havet kæmper et skib forgæves mod en pludselig opstået og voldsom storm, sømændene drukner, men rejser sig for at spøge på land. Og læseren får lov at se med genfærdenes spøgelsesøjne, for fortælleperspektivet bølger blidt hid og did som professor Tournesols pendul.

Med masser af små historier der kodes sammen via uvejrets indgriben, fortæller sadelmageren – undskyld, Gudmundsson, om sammenstødet mellem virkeligheden, fantasien og drømmene under genfærdenes besøg. Genfærd, nisser og elve er ganske almindelig overtro på Island. Spørg en islænding om han tror på den slags og så får man et positivt svar med et glimt i øjet. Og det er den slags historier Gudmundsson hylder i epilogen her. Hvor stor værdi de har demonstreres i sadelmagerens værksted, for en af verdens største forbrydelser sker, da sadelmageren afbrydes midt i en historie. Det er i de spændt lyttende kutterveteraners ‘øjne lige så forkasteligt som at efterlade en slat på bunden af en flaske eller at levne mad’, og hovedpersonen i sadelmagerens historie må se sig fanget som et genfærd midt i den brudte fortælling. Og sådan opstår genfærd. Sadelmageren tager dog sit hverv så alvorligt, at han gør sin beretning færdig, og dermed reder den nødstedte fra en evighed som genganger.

På færd med regnen gennem byen møder vi skolelederen Herbert, der er så glad for sin egen tale, af han spærrer elever og lærere inde i et lille lokale hvor han lader dem svede mens han taler i timevis. ‘I en sal hvor ikke et eneste vindue står åbent, bliver alting blikstille. Der er eksempler på, at fuldstændig uskyldige fluer midt i en tale er blevet vanvittige af klaustrofobi og har taget livet af sig, og der er lærere der har svedt så voldsomt på grund af tobakshunger og utilpashed, at den sure svedlugt aldrig har villet forlade deres skjorter, ligesom det er så velkendt, at man knap behøver sige det, at det næsten altid, når Herbert holder tale, er en af eleverne, der falder i afmagt. Nogle har fået stivkrampe, og én har bidt tungen af sig.’

Gudmundsson når med sit afsluttende bind i den såkaldte ’Reykjavik-trilogi’ ufattelige højder. De tre bøger er enkeltstående fortællinger, hvor eneste fællestræk er byen Reykjavik, fortællertonen, samt at de to første bind havde den samme fortæller, drengen Johan Pjetursson. Men i ’regndråberne’ er det egentlig regnen der er hovedelementet, som falder og omkranser sadelmageren, præsten og de mange genfærd, og på den vis lader os opleve en nat på Island.

Det siges at Gudmundssons ’Universets engle’ skulle være hovedværket, men tro mig, ’Regndråbernes epilog’ er af en anden verden. Man finder ikke noget bedre om man så gennemstøver samtlige landets biblioteker.

Lån bogen på biblioteket