Hvor jeg var barn, var der isbjørne af Anne Knudsen

Jeg lånte bogen af min nabo. Hun anbefalede den til mig, selvom hun aldrig havde læst den – og så gjorde jeg jobbet.

Bogen handler om Anne Knudsens erindringer om hendes barndom i Grønland i halvtredserne. På den første side af hvert kapitel ser man et fotografi fra Annes barndom. Anne fører os tilbage til oplevelser i Tasiilaq, hvor hendes familie boede, mens hendes far var ansat ved Grønlandsministeriet. Hun beskriver de store naturkræfter, der dominerer livet og landskabet: vejret med is og sne samt havet på alle årstider. Sommetider tager hun sine etnologiske briller ud af lommen, når hun fortæller om danskerne, grønlænderne og deres indbyrdes forhold til hinanden på den tid. Kapitlerne kan læses uafhængigt af hinanden.

Bogen begynder med erindringen om familiens hus i en lille bygd i Østgrønland, hvor Annes familie boede i et stykke tid. Hvor spændende var det for Anne og hendes bror at lege omkring huset udenfor. Det var strengt forbudt for børn at klatre op ad klipperne bag huset – men det gjorde de naturligvis alligevel! Hvad skulle man gøre, hvis en piteraq (en isstorm), var på vej? Hvordan tilbragte man tiden i vintermånederne? Man kedede sig eller tog på besøg, man spillede spil sammen eller læste. Annes mor fik depressioner i de mørke måneder. Der var ingen viden om denne sygdom dengang – og ingen behandling.

Hvordan fanger man en isbjørn? Hvordan opdrager man en isbjørneunge? Vi får at vide, at Anne og hendes bror fik to nyfødte isbjørne i gave og fodrede dem i hånden. Senere fik dyrene en stor indhegning med plads til at lege, samt rutsjebane og badekar. En fantastisk underholdning for hele bygdens befolkning! Til sidst blev dyrene bragt til Zoologisk have i København – de blev for farlige.

Hvordan var Grønlændernes levevis dengang? De fleste var fiskere og fangere og vidste meget om landskabet og dyr, om vejr og hav. Fangerne havde en stor flok hunde for at gå på jagt. Fiskerne jagede og slagtede hval, sæl og fisk for at spise eller sælge dem. De var for det meste fattige.

I modsætning til grønlænderne var de fleste danskere ansat af staten Danmark. Grønland skulle “civiliseres” – og danskerne arbejdede kun få år i Grønland. De fik deres madvarer, juletræ, julegaver og selv deres julemad fra Danmark. For danskerne blev alle varer sejlet hele vejen over Atlanterhavet. Sommetider var der et forlis – og man mistede ikke blot varer, men også elskede venner og pårørende.

Denne bog er en erindringsbog skrevet af en ældre dame om sit barndomsland. Skrivestilen er ikke litterær, kapitlerne er sat sammen til en bog uden en rød tråd. De etnologiske observationer om Grønland og dens befolkning dengang virker som beskrevet gennem et privilegeret dansk barns øjne. Alligevel anbefaler jeg bogen: Den begejstrede mig for Grønland og ikke mindst for at læse mere om Grønlands historie og folk!

lån bogen på biblioteket