Rakkerpakhuset af Bent Haller

Der er mange mennesker i Rakkerpakhuset. Beboerne bor i opgang A, B og C. Hver opgang har 6 lejligheder, så på den måde hører vi om i alt 18 familier i bogen, hver familie har et kapital.
Nogle af beboerne har taget et par trin op af den sociale rangstige andre er rejst ned ad stigen.
Fælles for næsten alle familierne er, at de taler utroligt grimt til hinanden og på ingen måde virker til at leve i skøn harmoni, der er hustruvold, forældre med uduelige børn og børn med uduelige forældre, ægtefolk der er blevet trætte af hinanden og enkelte enlige, hvis afdøde partnere beskrives med megen varme og gode minder. Der er kvinder, der altid er blevet slået, mænd der altid har drukket og en del, der vender det blinde øje til, for hvor meget har man egentligt ret til at blande sig?
Især kvinderne synes jeg er vanvittigt godt beskrevne i Rakkerpakhuset, som Vivi Bertelsen, der lever i et voldeligt ægteskab med manden Kurt og som er splittet mellem at tænke at det er hendes egen skyld at han er sådan og så den løsningsmodel, der vel hedder dissociation:

“Efter at han bevidstløst var tumlet om på sengen, satte hun sig ved toiletbordet. Mærkeligt at sidde der og se en fremmed i spejlet. Hun måtte kigge en ekstra gang efter først at have trukket blikket til sig. Hun havde lyst til at sige undskyld og prøve at forklare det. Denne kvinde havde været udsat for noget som var meget værre end det, hun selv havde prøvet, kvinden var blevet mishandlet…
– Hvem er du?
– Jeg hedder Vivi, svarede pigen, – Hvad hedder du?
Hun kunne ikke få sig selv til at sige det.
– Jeg hedder fru Bertelsen, sagde hun.”

Rakkerpakhuset er socialrealisme, når det er bedst, for trods armoden, volden, drikkeriet og de betændte relationer er der enkelte individer, der finder glæden i de små ting, der formår at være der for deres børn og som viser hensyn til de andre, i hvert fald lige indtil de tager et slips på og søger endnu højere op af rangstigen, i så fald er der ingen omsorg at hente.

Lån bogen på biblioteket