0 kommentarer

Ramt af lyset af Maria Helleberg

af d. 14. september 2025
Info
 
Sideantal

220

Udgivet

2025

ISBN

9798772323480

Udgave

1 udgave 1 oplag

 

Vi er i Jerusalem og alt tegner lyst for Saul, som romersk jøde arbejdede han for ypperstepræsten Kajfa og havde en god fremtid foran sig, og han havde et godt øje til datteren af en af byens fornemme slægter. Han kunne i den grad gøre sine forældre stolte. Men pesachen nærmede sig, og en ny sekt skabte uro. Det var blevet Sauls job at holde øje med dem og sørge for at opretholde roen, især på tempelpladsen så man kunne undgå romersk indblanding. Men det var også starten til noget, der kommer til at ændre hans liv radikalt. På et ridt på vej til Damaskus falder han af hesten og kan ikke længere huske hvem han er og hvor han er. Men han ved dybt inde i sig selv at det liv han tidligere har levet har været forkert, og i det øjeblik fødes Paulus, han lægger hele sit liv i at forkynde det kristne budskab og Jesus lærer. Det bliver en lang rejse både fysisk og åndeligt, en rejse med modgang og mirakler, med tvivl og tro. Vi følger Paulus hele vejen.

Selv om man ikke har hang til kristendom, så er ‘Ramt af lyset’ en fascinerende bog. Den er utrolig velskrevet, og man mærker historiens vingesus under læsningen. Der er ingen tvivl om at Maria Helleberg kan sin bibelhistorie og har researchet på tid og steder. Jeg tænker også det er en roman der taler ind i den tid vi lever i. Maria Helleberg går til Paulus på en lidt utraditionel måde, han bliver ikke portrætteret som en gammel stivstikker af en patriark. Men hun vægter hans holdning til at alle er lige over for Gud og hans taktiske greb for at udbrede kristendommen. En i den grad fængslende bog, som jeg varmt kan anbefale alle at læse.

Maria Helleberg (1956) forfatter og magister i teatervidenskab. Hun debuterede i 1986 med romanen ”Seersken” og har siden udgivet over 80 bøger, bl.a. samtidsromaner, biografier, rejsebøger, børne- og ungdomsbøger, men især historiske romaner, hun er da også kendt som den historiske romans dronning.

Boganmeldelse en er et anmeldereksemplar tilsendt af Bibelselskabets forlag, hvilket dog ikke har påvirket min bedømmelse af bogen

 

lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter