0 kommentarer

Opløst af Sara Blædel og Mads Peder Nordbo

af d. 16. juni 2021
Info
 
Sideantal

330

Udgivet

2021

ISBN

9788740071986

Udgave

1.

 

‘Opløst’ er skrevet af to garvede krimiforfattere i fællesskab. Et helt nyt samarbejde mellem Sara Blædel og Mads Peter Nordbo. Jeg var spændt på at læse deres fælles ‘barn’. Som titlen antyder, går ofrene mere eller mindre i opløsning – mere røber jeg ikke.

Bogen starter godt. I den lille by Tommerup på Vestfyn kommer Charlotte ud af hallen efter træning, hun skal videre på arbejde. Udenfor er hendes cykel væk – men en ‘venlig’ bilist tilbyder hende et lift. Samme aften dukker hendes mand Claus op på politistationen for at melde hende savnet. Han er overbevist om, at hun er blevet bortført, hun ville aldrig bare forsvinde og ikke hente deres to børn som aftalt. Politiet mener han skal slappe lidt af – en voksen kvinde der har været væk i så kort tid, har formentlig selv valgt ikke at komme hjem. Men snart forsvinder endnu en person – så en mere, en mere, en mere…. Altid er der efterladt en seddel med et vers fra Koranen. Det er vidt forskellige typer, der forsvinder, men dog er der mange relationer på kryds og tværs. En ung mor – en pensioneret købmand – en ung mekaniker – bare for at nævne nogen af dem.

Tommerups indbyggere er nervøse, hvem bliver det næste offer – og hvor er de forsvundne personer?

Dea og Liam er på sagen, og den unge Nassrin vil så gerne være en del af teamet i stedet for at lave papir- og skærmarbejde. Det lykkes for hende, snart bliver hun kastet ud i det.

Efter en god start må jeg konstatere, at bogen ikke helt fungerede for mig. Persongalleriet er stort – der er så mange ofre, at jeg havde svært ved at holde styr på dem. Ofte vil man i en krimi have sympati for offeret/ofrene, her bliver man lidt ligeglad, fordi man ikke rigtigt lærer dem at kende. Og så kan jeg slet ikke tro på gerningsmandens motiv til at foretage alle disse nøje planlagte bortførelser.

Bogen foregår som nævnt i Tommerup, en lille by på Fyn med ca. 1500 indbyggere. Det er ret hyggeligt at læse en krimi, som foregår der, da jeg selv kommer fra Vestfyn og kender både Tommerup og Assens. Der er relationer på kryds og tværs, tilsyneladende kender alle hinanden, enten er de i familie, har arbejdet sammen, dyrket sport sammen, gået i skole sammen. Godt nok er Tommerup ikke stor – men alligevel.

Beskrivelserne af Dea skurrer ind imellem. F.eks. er Dea og Liam på vej ud til gerningsstedet sidst i bogen, de ved ikke hvor mange af ofrene, der er i live, situationen er meget alvorlig. Og så står der sørme: ‘…., sagde Dea og tørrede lattertårerne væk, men så tog hun sig sammen …’. Nej vel?

 

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter