Natten åbner sig som en port af Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Her kan du komme 2000 år tilbage i tid til de støvede veje, hvor Jesus og hans samtidige gik. En tid, hvor følgere ikke var noget, man havde på Facebook eller Instagram – men levende mennesker, som lyttede til og fulgte en karismatisk personlighed.

Det begynder med Marias graviditet: Jesus kommer til verden i fattige kår, og hans far Josef ser et stærkt lys på himlen – natten ”åbner sig som en port”. Vi hører om Jesus’ voksenliv og vandringer i landet med venner og tilhængere – om møder, samtaler og mirakler – og får indtryk af hans evne til at være i øjenhøjde og skabe kærlige relationer.

At skrive en roman over Det nye Testamente kan virke som en umulig opgave. Teksterne vrimler med personer, scenarier og mulige synsvinkler, brevlitteratur mm. I Anne Lise Marstrand-Jørgensens version vælges der ikke én bestemt synsvinkel; romanen bliver en slags velstyret ”droneflyvning” hen over udvalgte begivenheder og scenarier – ind og ud af personerne. Jesus fremstilles som et følelsesfuldt, klogt og afbalanceret menneske – og en dragende historiefortæller. Modstandere undgår han dog ikke; bl.a. i sin hjemby, hvor vreden vokser:

”Det er mørkt nu, månen vugger svanger i alt det sorte, verden ligger afpillet som ben. Én råber, at Jesus skal forlade deres by. Andre slutter sig til: Han hører ikke til længere.” (s.71)

Trods lyriske passager bliver teksten desværre indimellem refererende – eller den fungerer som kulisse for fremsigelse af bundne replikker. Som i beretningen om Bjergprædikenen, hvor scenen ses udefra: Menneskemængden, der har forsamlet sig. Jesus, som træder op på en klippeblok. Overfladen på Genezaret Sø, som glitrer og ”smelter ind i himlen”. Det er lidt som at bladre i et glansbilledalbum, og prædikenen, som følger, kan virke påklistret og mangle baggrund.

Stemningen intensiveres, og handlingen får nerve, da truslerne mod Jesus forstærkes. I Jerusalem hidser rasende teologer befolkningen op og anklager ham for gudsbespottelse. Repræsentanten for den romerske besættelsesmagt, statholderen Pilatus, prisgiver ham til hadet, og vennerne svigter og gemmer sig af frygt for deres liv.

Bedst fungerer de scener, hvor vi ”lander” i en personsynsvinkel med plads til indlevelse. Som da Peter benægter sit venskab med Jesus. Eller da Jesus venter på sine bødler i Getsemane have:

”Det er som et vridende greb dybt inde i kroppen, som livskraften, der svinder, hjertet, der ikke længere kan slå sin vanlige takt. Det dunker i halsen, i maven, i tindingerne, Jesus har lige drukket, men munden er tør. Han er gennemblødt af sved, aftenkulden trænger sig i jag ind under tøjet. Han krummer sig sammen, falder på knæ og ligger så udstrakt med ansigtet mod jorden. Det dufter stærkt og koldt af forår, han mærker det knap, for han kan ikke tænke på andet end det, der venter ham.” (s. 212)

Undergangsstemningen i forbindelse med korsfæstelsen afløses af dét, som forfatteren Tolkien har betegnet som en ”eukatastrofe” – dén sandhed og virkelighed, som alle eventyrs ”happy endings” trækker på: Katastrofen ophæves. Jesus er ikke i graven. De møder ham og taler med ham igen – og begynder at sprede hans budskab trods forbud og forfølgelse.

Anne Lise Marstrand-Jørgensens gendigtning udgives på anmodning fra forlaget med baggrund i hendes prisbelønnede forfatterskab og historiske romaner. Bogen holder sig til sit forlæg og afspejler hendes personlige forhold til teksterne.

Hvis man ikke kender beretningerne i Det nye Testamente særlig godt, kan bogen give en udmærket introduktion. Og uanset fortrolighedsgraden er der stof nok til, at man – som én af de skriftkloge, som mødet med Jesus gør indtryk på – sidder tilbage med ”et frø, der daler gennem tankerne og finder næring i dybet. Et håb? En længsel?” (s. 91)

Lån bogen på biblioteket