Monsieur Linhs lille pige af Philippe Claudel

“Monsieur Linhs lille pige” er en poetisk og hjertevarm fortælling, der usjovt nok er sørgeligt aktuel i disse år med tusindvis af desperate bådflygtninge.

Monsieur Linh er en gammel mand på flugt fra et asiatisk land i krig (Vietnam). Med skib ankommer han til et frysende koldt europæisk land (Frankrig). Alt har han mistet i den blodige krig: Sin kone, sin søn, sin svigerdatter, sine ejendele … blot én guldklump medbringer han fra sin smadrede hjemstavn: Et blot 6 uger gammelt barnebarn, den yndige pige Sang Diû.

Den gamle mand, en simpel bonde, aner ikke, hvortil han er kommet, og han aner ikke, hvad han skal stille op. Det eneste, han ved, er, at han vil gøre alt for Sang Diû, der til alt held er en tryg og rolig lille pige, som det meste af tiden sover, spiser eller betragter verden gennem sine store, brune øjne.

De to installeres midlertidigt på en sal med et par andre flygtningefamilier, som modvilligt sørger for mad til de nyankomne, men i øvrigt giver dem den kolde skulder.

Monsieur Linh giver sig nu til at traske rundt i en kold, travl by uden dufte, uden smage, uden menneskelig varme. I favnen har han lille Sang Diû, der tager livet med knusende ro.

En dag møder de tykke, vennesæle, kæderygende Monsieur Bark, og de to ældre mænd bliver venner, selv om de ikke fatter et ord af, hvad den anden siger. Begge er enkemænd, begge har alt for længe savnet menneskelig kontakt, begge griber denne uventede chance for venskab med kyshånd.

Men ak, Monsieur Linh flyttes snart til et mere blivende opholdssted uden for byen, uden at han har mulighed for at advisere sit livs eneste ven. I den store slotslignende bygning går alle rundt i lyseblå pyjamasser med tomme blikke og mærkelige gangstativer. Monsieur Linh aner ikke, hvad dette ‘dødshospital’ er for noget; vi andre gætter hurtigt, at det er et plejehjem.

Vil den gamle mand og hans nuttede, lille barnebarn nogen sinde gense den rare Monsiuer Bark? Det skal ikke røbes, men slutningen på den lille, hurtigt læste bog er i hver fald mere end almindeligt rørende.

Philippe Claudel fortæller elegant en historie om kultursammenstød og menneskelige relationer gennem en gammel mand, som ikke forstår sine nye omgivelser. Hvorfor har man altid så travlt her? Hvorfor racer man rundt i disse firkantede stålæsker, som larmer og oser? Hvorfor giver man sig ikke mere tid til hinanden og livet?

Monsieur Linh er ikke det fjerneste kritisk; han forstår det bare ikke. Han kunne godt minde om en aldrende, asiatisk version af Saint Exepurys ”Den Lille Prins”.

Lån bogen på biblioteket