0 kommentarer

Hærværk af Tom Kristensen

af d. 2. december 2012
Info
 
Sideantal

255

Udgivet

1977

ISBN

8700121916

 

Min første læsning af ”Hærværk” skete, mens jeg kun havde tilbragt få år i journalistfaget. Jeg havde dog allerede mødt de første ti alkoholikere på min vej.
Der gik en skrøne om, at flasker i skufferne hørte faget til. For det meste blev der grinet »hø-hø-hø….« af det. Men virkeligheden var en helt anden og langt mere sort og uforståelig. Hvorfor pokker drikker Jeppe?

Hovedpersonen i ”Hærværk” er Ole Jastrau, digter og litteraturkritiker ved »Dagbladet«, der ligger på hjørnet ud til Rådhuspladsen og ikke kan være andet end Politiken.
»Hærværk« har tydeligvis karakter af at være en nøgleroman. Tom Kristensens usentimentale ærlighed og indsigt i mennesker, der ødelægger sig selv, gennemsyrer romanen. Det var ildeset, da romanen udkom. I dag i disse selvudleveringens tider chokerer intet mere.

Jastrau bor sammen med sin hustru og sin søn i det indre København. Her bliver hans digterven, kommunisten Stefan Steffensen, vidne til et ødelagt ægteskab og Jastraus alkoholisme, der ender med at slå alt i stykker. Jastrau beslutter helt konkret »at gå i hundene«. ”Hærværk” bliver dermed en udviklingsroman med en antihelt, som vi følger i en barsk og ørkesløs selvdestruktion gennem København – men dog med flere opture. Vi får del i storbyens rus gennem nogle fantastiske stemningsbeskrivelser – eksempelvis efter en heftig nat i byen, hvor Ole Jastrau om morgenen bliver håbløst konfronteret med den grå virkelighed:
»Kontoristerne kom cyklende ind. Det var morgenstimen, han var dumpet ind i. Han så på disse udsovede ansigter, som endnu var lukkede. Den ene cyklist jog forbi ham efter den anden. De virkede som træfigurer eller grå skikkelser på en film, endnu ikke ophidsede af det virkelige liv, endnu ikke fyldt med blod. Hvor var verden dog grå. Trods morgensolens gyldne og cykelstyrenes sølvblå lyn, der krydsedes i luften. Men det stærke lys var spøgelsesagtigt. Det kan godt være gråt i det gyldne, når man har bumlet en hel nat. Lyset virkede sygeligt«.

Alkoholen tager magten over hovedpersonen i en lineær og fremadskridende handling over et år. Her er ingen spring i tid – blot tidligere faser i et hændelsesforløb, der antydes og refereres til.

Et interessant aspekt ved romanen er fortælleren i tredje person, der er meget tæt på Jastrau. Fortælleren er alvidende – som Tom Kristensen selv.

Det går langsomt, men støt ned ad bakke med en omvendt spændingskurve. Fortælleren er næsten hele tiden ved siden af eller inde i Jastrau, når han drikker, er syg af druk eller bliver næsten sygeligt opstemt. Enkelte gange skifter fortællervinklen til hustruen Johanne, som Jastrau ender med at forlade. Romanen er intens psykologisk, og Tom Kristensen den knivskarpe iagttager.
Der beskrives meget og berettes ikke mere end højst nødvendigt. En absolut kvalitet ved bogen, som nogle læsere vil blive draget af alene i kraft af dens forfaldsromantik. Andre vil blive rystet af den. Nogle vil genkende sig selv.

Hvad er det, der driver Ole Jastrau direkte mod afgrunden? Han ved, at det han gør, er forkert og bliver misbilliget af samfundet. Alligevel fortsætter han og falder dybt ned i sin egen sjæl i hallucinationer og rejser til Berlin, væk fra alt. Bliver han reddet? Vi ved det ikke. Bogen har en åben start og en åben slutning.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter