Magtspillerne af Michael Connelly

Michael Connelly er garant for gedigne, underholdende thrillers med underholdende plots og politifolk, der agerer troværdigt og stiller de rigtige spørgsmål. Især hans Los Angeles-krimier med Harry Bosch i hovedrollen virker utroligt virkeligsnære.

Connellys nyeste Bosch-epos, “Magtspillerne”, er i høj grad også læseværdig. Som trofast læser sidder man imidlertid med en lunken følelse af, at bogen kører lidt skematisk derudaf og virker mere end en anelse serieproduceret. Og det tror da pokker: Connelly spytter 2-3 bøger ud om året!

I de senere krimier er Bosch som seniorstrisser blevet indlemmet i et team, der prøver at opklare gamle, henlagte sager. Denne gang får han dog et spritnyt dødsfald oven i et 20-30 gammelt mord, så han må holde tungen lige i munden og søge at give begge sager den fornødne opmærksomhed. Kendere af Bosch vil vide, at han sagtens kunne opklare tre-fire mord simultant, hvis han gad. Fordelen ved, at den garvede strømer kører to sager samtidig, er naturligvis, at bogen får tempo og momentum; det går over stok og sten. Ulempen er, at handlingen bliver hakkende, intensiteten falder, og spændingen går ærligt talt fløjten. Der er simpelt hen for meget, der skal opdages og bindes sløjfe på.

Sammen med sin makker Chu skal Bosch hitte hoved og hale i en mordgåde, hvor en 19-årig pige tilbage i 1989 blev fundet voldtaget og stranguleret – med en 8-årig drengs blod på halsen. Hen ad vejen bliver det en af de mest modbydelige sager, Bosch har været involveret i. Samtidig pålægges han af sin øverste chef at afgøre, om en yngre mands fald fra balkonen på et berømt hotel skyldes et uheld, selvmord eller mord. Det er en politisk betændt sag, da den døde er søn af Irvin Irving, Bosch’ gamle fjende og magtfuldt byrådsmedlem med et horn i siden på Los Angeles Police Department.

Begge sager er for så vidt interessante nok, og opklaringsarbejdet er fuldt tilfredsstillende. Der er som sagt bare gået seriearbejde i afviklingen.

Apropos serie- er der denne gang et par knubbede ord til den ellers altid fremragende oversætter, Søren K. Barsøe. Med god vilje kan man selvfølgelig godt bruge udtrykket ‘seriel forbryder’, men ‘serieforbryder’ er vel mere mundret? Man kan måske også sige ‘restløst indoptaget’, det er bare ikke særlig godt sprog. Men kan man sige ‘forhøringer’ og ‘forhøringsrapport’? Har der ikke indsneget sig et -ing for meget? Endelig er det svært at forstå, hvad det betyder, når en advokat kommer fra “et af silkestrømpefirmaerne i Bunker Hill”. Forklaring udbedes.

Lån bogen på Bibliotek.dk