Louisiana – farvet af blod af Léa Chrétien

Et eller andet sted i informationsuniverset fik jeg øje på Forlaget Umpff’s Louisiana udgivelse og følte mig draget, ikke mindst fordi Gontran Toussaints streg blev sammenlignet med Jean Giraud. Det blev en begivenhedsrig læseoplevelse.

Det er en klassisk rammefortælling, hvor den 100 årige Louise Soral i 1961 bliver animeret til at fortælle sin livshistorie. Hendes børnebørn har lige læst Borte med blæsten, men bedstemor nægter at fortælle sin mørke version af klassikeren, det venter hun med til om natten, hvor hendes sorte stuepige nedskriver fortællingen, der har sin begyndelse i 1805 i Louisiana. Her vokser Louises bedstemor op sammen med sine forældre på en plantage, der naturligvis bruger sorte slaver som arbejdskraft. Louise bliver ven med en af slaverne, men hun opdager hurtigt, at det ikke er velset, og hendes egen mor finder også hurtigt ud af, at hendes mand er et gement svin der voldtager en slave. Mor og datter forenes i deres mission for at hjælpe slaverne.

Det var lidt af en rutsjetur at læse historien. Først blev jeg fortvivlet ved udsigten til at skulle læse en urealistisk historie, hvor undertrykte kvinder redder de sorte fra slaveriet, men det gik hurtigt op for mig, at sådan hang det ikke helt sammen. Det gik også hurtigt op for mig, at der nærmest ikke var en eneste hovedperson i fortællingen, som man fik sympati for. Chokket kommer første gang, da Louises bedstemor pludselig også har udviklet sig til at være en racistisk møgkælling, det virkede helt urealistisk først, men slægt skal følge slægters gang, og hun er fanget i det politiske spil for overlevelse, en grusom realitet.

Jeg var helt væk i historien og læste den ud i en køre. Den er både klassisk, virker bekendt og fortalt før, men alligevel suges man ind i fortællingens gru, hvor historien ser ud til at gentage sig igen og igen over et århundrede. Nogle gange lidt for forudsigelig, andre gange med fine plottwists, især slutningen var smuk.

Illustrationerne er også lidt af en rutsjetur. Touissant tegner smukt og naturtro, men nogen gange er personerne helt glatte og udtryksløse glansbilleder og minder om noget fra Min hest, især i første del er det flere gange svært at se forskel på mor og datter, der nærmest virker som to jævnaldrende søstre. Man savner noget vildskab ind imellem. Han nævner selv Hermann og Giraud som forbilleder, og det kan man godt se visse steder, Jean ligner endog Blueberry på en prik i enkelte tilfælde.

En ting der virkelig ødelægger oplevelsen og mit humør er det elendige Graphic Novel format, som Umpff har valgt at bruge. Hvordan de har fået lov til at nedskalere et så flot værk fra 240×320 til 209×268 er mig en gåde, og det virker som hærværk. Som tegneseriefan vil jeg gerne have så store illustrationer som muligt, og teksten ligner skriftstørrelse 6, totalt anstrengende at læse. Er formatet billigere eller hvad er grunden?

Til gengæld skal forlaget (og forfatteren?) have ros for gøre albummet mere historisk korrekt ved at bibeholde udtrykket ’neger’,der kan få enhver wokefanatiker op på barrikaderne, og de er da også nødt til at skrive en forklaring som fodnote til værket. Man har dog ikke haft modet til at bruge det helt grimme n ord (se, jeg tør heller ikke), som nok var det mest brugte på slaveriets tid. Hvorfor er det vi skal censurere vores fortid?

Louisiana virker for det meste som en troværdig fortælling, og det vigtigste element er nok selve den grusomme og mørke forælling om slaveriet i USA, der her bliver dokumenteret til kommende generationer, også selvom historien mest dvæler ved de riges kvaler.

Lån tegneserien på Bibliotek.dk