Jeg går gennem noget af Jonas Gülstorff

Jeg går gennem noget stod et stykke for længe i min reol. Da jeg endelig tog mig sammen til at gå i gang med denne anmelderbog, bremsede jeg lidt, fordi det var digte. For det gad jeg da ved Gud ikke lige nu.
Den følelse gik hurtigt over og på side 33 var jeg færdig af grin. Jeg havde det som om jeg var gået ind på Jonas Gütstorffs dybt personlige legeplads.
Ja der er et meget alvorligt tema i digtene, der alle handler om at finde sig selv. At gå i gennem angst, ensomhed, identitetskrise. At gå, fordi det er nødvendigt for at overleve, men ikke ane, hvor man er på vej hen og heller ikke om man nogen sinde når et mål. Om at finde ud af, hvem man er.
Men Jonas Gülstorff leger med sproget og det er helt igennem forrygende.

“går gennem sproget
træder på mellemrum
udråbstegner kolon
retter dum til dumt

går gennem en ordbog
efter stavefejl og
finder dem
overal.”

Måske er livet en ordbog? Hvor alt er sket og optegnet, men alligevel sker igen?

Digtene ændre sig i sidste del af Jeg går gennem noget. Det er for mig at se en skam. Sidste del er et langt opremsningsdigt af ting, som fortælleren går gennem. På sin vis kan jeg se meningen med det, tror jeg. Det hele sker i et utroligt hæsblæsende tempo, og måske skal jeg som læser miste pusten og overblikket ganske som fortælleren. Men det er ubehageligt, og måske understreget det nødvendigheden af at stoppe op og bevæge sig langsommere, selv når man tror at man har fundet sig selv og sin vej.

Lån bogen på biblioteket