0 kommentarer

Islandske forbrydere af Einar Már Guðmundsson

af d. 8. december 2021
Info
 
Sideantal

264

Udgivet

2021

ISBN

9788711989715

Originaltitel

Skáldleg afbrotafræði

 

“Ifølge ældre kilder og gamle historiske beretninger holdt folk ganske enkelt pludselig op med at tro på Gud, og så var fanden løs.”

Islændingen er tilbage i absolut topform og han vender igen blikket mod den fiktive flække Tangavik, fiskerlandsbyen vi første gang stiftede bekendtskab med i “Islandske konger”. Forskellen er at her er det ikke kongerne men forbryderne der er i fokus. Hverdagens forbrydere, småovertræderne og sandelig også de større banditter.

Omgangen med fortælleperspektivet er som sædvanligt hos spøjst. Stemmen tilhører muligvis en historiker med speciale i Tangavik, der sidder på en tidsmæssig stor afstand – handlingen udspiller sig primært i starten af 1800-tallet, men der er en enkelt afstikker hvor der henvises til nyere rockmusik. Et andet fortællemæssigt trick er at fortællingen er baseret på flere af figurernes egne memoirer. Vi lader som om fortællingen er bygget på rigtige kilder, og mere end fornemmer samtidig Einar Már sidde og smile ad den forstilte og uhøjtidelige alvor. Eller rettere den uægte højtidelighed, der netop giver de her skrøner en endnu større troværdighed. Et eksempel herpå er kommentaren om forholdet mellem købmanden Anton og pigen Jóna, hvorom fortælleren mener at man ikke kan sige noget præcist. Og derefter retter sig selv: “Vi kunne også sige, at det sådan set ikke vedkommer os.” For Gudmundsson er det at skrive en leg, der emmer af poesi, orginalitet og humor. At læse ham er en gave.

“Islandske forbrydere” er nærmest en samling skrøner, for selvom det er i romanform kører bogen nærmest et parløb med færingen Heinesens novellesamlinger, hvor den er bygget op omkring mindre fortællinger med personerne der optræder på skift. Og personer er der en del af, de introduceres ret tjept i bogens indledende del, men man får faktisk et nogenlunde overblik over det vildtvoksende galleri efterhånden som fortællingerne skrider frem.

Den forældreløse Jona overlades til den vrante, konfliktsøgende blinde fisker Oli, hvor den 16-årige pige må holde det uhumske hus og agere tvangskneppeplanke hver aften. Blinde Oli spytter på tangavikboerne og sætter griller i hovedet på unge forbryderspirer omkring byens eneste rigmand, og her lurer det der formodentlig er bogens centrale forbrydelse; fra Oli udgår al ondskaben, og hans overgreb på Jona gør ham til bogens eneste direkte usympatiske figur.

Det kunne tyde på at Einar Már har skrevet romanen under nedlukningen i 2020, for Tangaviks indbyggere spørger hvad det kommer sysselmanden ved, “når de blev anklaget for at være omstrejfere og ikke måtte færdes, hvor de ville, eller foretage sig andre selvfølgelige ting.” Aktuelle er tankerne i høj grad.

En af forbryderne er gengangeren Eirikur Traustason, men som fortællestemmen beretter, er det ikke muligt at kategorisere Traustason som forbryder eller kriminel, da spøgelser hverken retsforfølges eller dømmes, selvom de begår forbrydelser og slår ihjel. Samme Traustason falder for Spøgelses-Dora, der egentlig var til kvinder, men som viser sig at være biseksuel og igen peger Einar Már kærligt fingre af nutidens griller. Der var den igen, aktualiteten.

Efterhånden som slutningen nærmer sig, ulmer der hos læseren en følelse af noget uafvendeligt, et kommende tab. Men Einar Már redder den triste læser med bogens tre sidste linjer, hvor en forbrydergruppe er klar til at rykke ud: “Nu skulle slagplanen smedes. Slagplanen, som snart blev til virkelighed, og som vi fortæller nærmere om i næste bog, for her slutter den første.” Så bliver det alligevel jul i år.

“Forbryderne” her kunne sagtens løbe med titlen ‘årets roman 2021’.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter