Glass Houses af Louise Penny

Armand Gamache er blevet overtalt til at overtage ledelsen af Security, alle ånder lettet op, nu kan de komme igang med at opbygge hvad korrupte politiofficere havde ødelagt. Det første er at få diverse afdelinger til at samarbejde istedet for at modarbejde hinanden. Armand fandt et forskrækkende billede med ukontrolleret kriminalitet især hvad der er forbundet med narkotika. Tusindevis af især unge dør hvert år.

Med hans udvalgte ledere er de nået til den konklusion at de er nødt til at prøve noget nyt og anderledes, være kreativ. Deres plan er at lade som om de ikke gør noget, at de famler i mørket; mens de gør det lige modsatte.

I den lille landsby ‘De tre grantræer’ fortsætter livet som sædvanligt. To yngre mennesker er kommet, Anton som vasker op i Bistroen, og Jackeline som har meget svært ved at lære at lave baguettes. Alle håber at de vil finde sammen. Myrna har besøg af Lea som hun passede da hun var lille. Lea har sin mand, Matheo og veninden Kathie og hendes mand Patrick, med. Man kender dem fra tidligere besøg. Til Halloween festen klæder beboerne sig ud som hinanden; men på plænen stod der pludselig en sort figur, som blev stående i to dage. Det føles truende, alle forventer at Armand skal gøre noget, men det er ikke ulovligt at stå stille i sort klædning.

Journalisten Matheo skrev for et årstid siden en reportage om cobrador, en spansk ‘samvittighed’, oprindeligt var det for at pege på umoralske og onde personer, uden at gøre andet. Andre gjorde det voldelige. Så spørgmålet er, hvem peger cobradoren på, hvem har gjort noget så ondt?

Det ender med at Kathie bliver dræbt, Armand’s kone Reine Marie finder hende I kirken. En stor del af bogen foregår i retten hvor Armand bliver forhørt om mordet og opklaringen, hvem der er den anklagede bliver fortalt i et af de sidste kapitler. Imens og i stilhed er Armand og hans kollegaer optaget af at jagte narkotika forhandlere. Dommeren, hun bliver forfærdet over at høre Armand’s citere Gandhi “der er en højere domstol end loven’s og det er samvittighedens domstol. Den tilsidesætter alle andre domstole“.

Intet er som det ser ud offentligt; pressen anklager Armand for at være inkompetent. Politikerne er pressede og rasende.

Det er umuligt at beskrive mere uden at ødelægge plottet, som er utrolligt spændende, virkeligt veludtænkt, hænger sammen til en fantastisk historie. Men bogen beskriver et virkeligt samfundsproblem med narkotika og afhængighed som en social epidemi især mellem unge. men ikke bare. Når man arbejder på skadestuen ser man dagligt patienter som har taget overdosis, det er ikke bare en engangsforetegelse. Afhængighed af narkotika ødelægger mennesker og familier.  I mine øjne er drug dealers ikke bedre end terrorister som man ikke burde acceptere så let som man gør.

Jeg håber at mine anmeldelser af denne serie her vil finde en oversætter som kan oversætte den til dansk.

Bogen vandt Agatha Award (Best Novel).

Lån bogen på biblioteket