208
2022
9788794377034
1. udgave
August Fischer er forfatter, men har ikke helt slået igennem, selvom han har udgivet adskillige bøger med titler som Ruthven, På piedestaler og Evighedens mørtel. Under en skriveworkshop skiller en spirende forfatter sig ud, hun har end ikke medbragt en bærbar. ”Hvad skriver du så om?” spørger Elise, og August svarer atypisk på det spørgsmål, som han har fået tusind gange før: ”Jeg skriver om alt det, jeg ikke kan forstå.”
To år senere møder han igen Elise i en rumænsk landsby, hvor han deltager i en horrorconvention, og hun søger de helende saltminer. Elise forsvinder på mystisk vis, og Fischer kan ikke få hende ud af hovedet.
Für Elise er en af de særeste oplevelser, jeg længe har haft. Jeg læste den, da den udkom, men kunne ikke rigtig finde ud af, hvad jeg mente om den. Men ligesom Elise bliver ved med at hjemsøge Fischers tanker, så gjorde bogen det samme ved mig, og det plejer at være et tegn på god litteratur i min optik. Det er en af de bøger, hvor jeg skiftevis sidder og frydes over geniale passager og kan genkende noget i mig selv, for kort efter at fyldes med tvivl og føle, at fortællingen vil mere, end jeg kan rumme. Silvestri har denne gang rigtig meget i ærmet, til tider føles det som alt for meget, og den megen research han har bedrevet, og som han indvier os i, bliver også lidt for meget i længden.
Den første halvdel af bogen fungerer nærmest som en krimi, en genre Fischer foragter, men så begynder Elise at forandre sig fysisk. Via sit arbejde har hun fundet et fossil, måske en oldgammel blæksprutte, og hun beholder et stykke af den selv.
Selvom Silvestris historier tit har givet mig kvalme (prøv at læse Stegt flæsk eller Vardekød), så er Elise og hendes forvandling nok noget af det mest frastødende, jeg længe har læst. Hendes adfærd, som dansen i sommerhusets have, og hændelsen på den rumænske restaurant har mejslet sig ind i min bevidsthed. Det meste er sært, grotesk og aldeles Silvestrisk.
Bogen er fuld af hav og vand, havets grundtone og en mystisk drøm der ligesom Elise forvandler sig. Fischer vil forstå, og det er hans drive bogen igennem, ligesom læseren der drives mod slutningen og håbet om forståelse.
Jeg kan rigtig godt lide, at Fischer et stykke af vejen er baseret på Silvestri selv. Ligeledes er det overraskende, at han ser den som en afslutning på en trilogi, med Slør (2018) og Vardekød (2021) som han røber på sin hjemmeside. En trilogi om ensomhed, om at stå udenfor fællesskabet som tilskuer.
Silvestri har skrevet en bog, der har splittet mig. En fortælling jeg ikke vil glemme, en der har rørt mig, og det er som sagt i min optik stor litteratur.
Nye læsere bør ikke begynde med Für Elise, men bør absolut begynde at læse en af Danmarks bedste forfattere, måske starte med at lytte til Silvestriland, en yderst interessant podcastserie hvor man får indsigt i hans forfatterverden.