Efterladt af Marianne Toxboe

Fortællingen om Maja Niemann fortsætter i “Efterladt”, der er andet bind i en trilogi.

Da 2. Verdenskrig er slut, gifter Maja sig med den amerikanske soldat Robert, og flytter med ham til New York. Her uddanner hun sig som designer, og opfylder på den måde sit livs drøm. Ægteskabet med Robert halter, og igen tager Majas liv en ny drejning. I Danmark vokser Anna op. Anna er den datter Maja fik med en tysk soldat, og bortadopterede. Hun er havnet hos en indremissionsk familie, og hendes liv er ikke en dans på roser. Maja har i flere år søgt efter sin datter, men som den bortadopterende, er hendes adgang til oplysninger om datterens skæbne ikke-eksisterende.

Historiske romaner skal have styr på de historiske kendsgerninger. Det kan man kun i nogen grad hævde at Marianne Toxboe har. For eksempel lader hun flere gange Maja fylde opvaskemaskinen i hende og Roberts lejlighed i New York. Men vi er på det tidspunkt i slutningen af 40’erne, og selv om opvaskemaskinen var opfundet, blev den ikke en del af den almindelige husholdning i USA, før i løbet af 70’erne. Forfatteren lader også Anna klæde sig som en 70’er-hippie, til trods for at vi er først i 60’erne da hun gør det. Desuden tales der hele tiden om medlemmer af Indre Missions menighed, til trods for at Indre Mission aldrig har haft hverken medlemmer eller menigheder. Og det virker som om Toxboes research i forhold til Indre Mission har bestået i en læsning af Hans Kirks “Fiskerne” – og så lige strammet den en ekstra tand. Disse åbenlyse fejl gør, at jeg som læser også tvivler på resten af de historiske detaljer. Var det virkelig sådan som forfatteren beskriver, eller er det bare noget hun tror var sådan? Så, lidt grundigere research ville have været ønskelig.

Men kan man leve med, eller snarere se igennem fingre med disse åbenlyse og decideret pinlige fejl, for bag dem gemmer der sig en rigtig fin historie. Selv om der ikke er ret meget styr på fakta, er Toxboe en rigtig god fortæller, og historien er rigtig god. Javist, den er lidt forudsigelig nogle steder, og der er hændelser der er mere end bare en anelse for utroværdige, men alligevel kunne jeg rigtig godt lide den. Jeg kan ikke helt gennemskue hvorfor, når nu det grundlæggende håndværk mildest talt er mangelfuldt. Men både “Skyggespil” (trilogiens første bind) og “Efterladt”, har noget som får mig til at blive ved med at vende bøgernes sider. For Toxboe er god til personskildringer. Hendes persongalleri fremstår troværdigt og tydeligt. De har deres særheder – sådan som vi alle har – men det er aldrig for meget. Det er som det er, og det virker troværdigt. Jeg kan forholde mig til personerne, og føler efterhånden at jeg kender dem.

Så, alt i alt en godt fortalt historie, i en i nogen grad utroværdig ramme. Jeg var godt underholdt, fik lidt at tænke over undervejs, og glæder mig til at læse “Fodspor”, der er trilogiens sidste bind.

Lån bogen på Bibliotek.dk…