101
1983
87-7540-005-7
For vejret i mig selv - et årsasyl
Nogen gange falder man over en bog som ikke er hvad man tror. Det kan så være både godt og dårligt. I dette tilfælde gav det mig som læser noget at tænke over og det udfordrede min forståelse af det danske sprog, da der er brugt ældre vendinger, gloser og ordstillinger. Samt man har leget med måden at sætte digtenes sprog og flow op på, så man kan få mange forskellige ting ud af samme digt. Læser man nogen af dem gentagne gange, så vil man opdage nye nuancer hver gang.
Digtene handler om livet, hverdagen, kærligheden, håbløsheden, at det er det samlede system og samfund der egentlig bestemmer mest, at man følger med som person, at livet glider ud imellem fingrene på en og at man ikke altid når at sætte pris på det hele, at børnene vokser og kræver deres egen ret til at forstå livet, og meget meget mere. Det er ikke enkelt og pænt, men det er støjende, krævende og til tider svært at forholde sig til. Det kan være svært at forstå hvor komplekst det hele er og når sproget så samtidig virker en kende dystert, så får det sit eget liv.
Det er en ældre digtsamling, som mange i dag nok slet ikke vil støde på, men kan man finde den i gemmerne et sted – måske på et bibliotek eller hos et antikvariat, så vil man få en ret anderledes oplevelse. En oplevelse som klart henvender sig mest til dem der i forvejen er vant til at læse digtsamlinger, som har en lidt anderledes tilgangsvinkel til livet og til dem der sjældent læser noget som er mainstream.
Digtsamlingen er i denne udgave en hvor der skulle bruges brevåbner undervejs, da siderne stadig sad sammen. Og det tilføjede lige en ekstra dimension til læsningen, at man skulle pakke ud og føle man fik lov at læse videre. Det kan noget særligt og er ret charmerende at støde på, da det ikke er en opsætning man finder tilsvarende i dag.
Grunden til jeg ikke rater den højere er at den er svær at forstå og en smule tung at læse. Så man skal have et åbent sind og tålmodighed imens man læser digtene. Og så skal man ikke læse bogen ud i en køre, for det vil være alt for overvældende.