0 kommentarer

Ser du? af Mette Lisby

af d. 10. marts 2025
Info
 
Sideantal

306

Udgivet

2025

ISBN

978-87-02-38197-9

Udgave

1. udgave, 2. oplag

 

Astrid er omgivet af mennesker, som vil noget på hendes vegne: Kæresten Tom vil giftes, men hun kan ikke tage sig sammen til at planlægge brylluppet. Hendes karrierefokuserede mor presser på for, at hun skal færdiggøre sin ph.d.-afhandling, men selv føler hun sig kørt fast. Og inden længe er der også en død pige, som vil i kontakt med hende.

Da Tom skal til USA på forretningsrejse, er der brug for Astrid som vikar i hans ejendomsmæglerfirma på Østerbro. Ph.d.’en i psykologi sættes på pause, og sammen med kollegaen Kenneth forsøger hun at sælge et gammelt hus i en af gaderne tæt på Strandboulevarden. Et hus med historie og uhygge.

Sagen begynder med Astrids feriefotos fra Bornholm, som er taget af Tom i weekenden før, han rejser udenlands. En bestemt kvinde optræder ved siden af Astrid på billederne – en kvinde, som hun ikke mindes fra selve turen, men som kusinen Ivalo får øje på, da hun ser billederne. Den mystiske person findes snart myrdet – og ud fra politiets oplysninger var hun allerede død, da billederne blev taget (!)

Hermed anslås et spirituelt/spiritistisk tema. Ivalo overbeviser Astrid om, at døde mennesker kan manifestere sig på fotos, hvis de vil de levende noget. Og romanen køber præmissen, som bliver en del af de to unge kvinders opklaringsarbejde: Hvem var den mystiske pige, og hvad vil hun Astrid?

Det varer ikke længe, før Astid får brug for al sin psykologiske indsigt. Sammen med Ivalo kommer hun på sporet af en perfid seriemorder, der piner, voldtager og dræber sine ofre – bl.a. ved brug af stoffet Rocuronium. Mens presenningen blafrer på stilladset uden for Astrids lejlighed i Nordhavn – og trappen knager ned til kælderen i det mystiske hus, som hun skal sælge – sidder jeg som læser med livet i hænderne (og har af forskellige grunde ikke lyst til at se mig selv i et spejl undervejs!).

Romanen er elementært spændende, og forfatteren Mette Lisby mestrer sit fortælletekniske håndværk. Det fornægter sig ikke, at hun i en længere årrække har skrevet manuskripter til film og tv-serier i Los Angeles. Der er et passende antal personer at mistænke, men enkelte løse ender til sidst – og f.eks. kunne det være interessant at vide lidt mere om forbindelsen mellem nogle af personerne.

Temaet omkring afdødekontakt, der nærmest beskrives som en nødvendighed for sorgbearbejdning, er for mig fremmedgørende – men giver samtidig spænding.

Det hele munder ud i et bryllup, som kan virke påklistret og gør slutningen lidt triviel. Når det er sagt, er historiens karakterer ellers troværdige, og handlingen har humor. F.eks. denne beskrivelse fra ejendomsmæglerkontoret:

”Det er, som om de er morgenfriske hele dagen, og man mærker den særlige entusiastiske stemning, så snart man træder ind i lokalerne. Men al den entusiasme kan godt blive for meget for Astrid, som nogle gange forestiller sig, at alle kontorets ansatte er med i det samme marcherende happyjazz-band og spankulerer ned ad Østerbrogade med stråhatte og blæseinstrumenter for at få luft for deres begejstring.” (s.21)

Mette Lisby er tidligere standupkomiker, har været tv-vært og skuespiller, og romanen er første bind i hendes serie om Astrid og Ivalo.

 

lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter