0 kommentarer

Første offer af James Patterson

af d. 29. oktober 2025
Info
 
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

283

Udgivet

2007

ISBN

978-87-11-11944-9

Originaltitel

1st to Die, Women's Murder Club - oversat af Lars Rosenkvist

 

Hvor dum kan man være? Havde lykkeligt fortrængt, at James Patterson er en forfatter, man skal gå i en kilometerstor bue udenom. Hans krimier minder om de tarveligste serier, der vises om formiddagen på amerikansk tv; åndsforladte, uspændende med dårligt spillende plasticskuespillere i utroværdige roller.

Således også ”Første offer”, hvor en seriemorder slagter nygifte par med knive og pistoler i orgier af blod og ydmygelser af de blændende smukke brude. Settingen er San Fransiscos mondæne hoteller med en enkelt afstikker til Cleveland, Ohio.

Den ligeledes smukke, superihærdige, men muligvis dødeligt syge politikvinde Lindsay Boxer kaster sig over jagten på den bestialske morder, idet hun ignorerer lægernes stadigt mere og mere desperat løftede pegefingre trods kolossal træthed og besvimelser.

Til hjælp får hun tre andre vidunderlige kvinder – en retsmediciner, en anklager og en journalist – som danner Kvindernes Mordklub. Hvad skal man med brovtende mænd, når alverdens kvinder som bekendt er langt mere seje og empatiske?

Stilistisk ligner Pattersons skrivning Trumps byggestil: Vulgært prætentiøs, uden substans, forglemmelig. Dåseflødeskum. Kvalitet er underordnet, det skal bare se ud. Man tager sig i at grine hånligt, når et mordoffer omtales med “sin perfekt bevarede sidste erektion”, mens et andet offer ligger død med et forbløffet udtryk i ansigtet. Begge dele er fysiologisk umuligt og demonstrerer forfatterens sensationslystne higen efter dramatisk flitterstads.

De fire kvinder fælder naturligvis den dybt usympatiske Mand, som vi har fulgt gennem hele bogen og anet nok var morderen. Men så viser det sig, at et endnu mere udspekuleret og usympatisk røvhul har spillet kispus med os alle sammen, pseudothrilleren får kunstigt (!) åndedræt og flakser vingeskudt videre en stund endnu, mens læseren skærer tænder af frustration.

Det mest opløftende er, at så elendig litteratur giver anmelderen anledning til at lufte al sin opsparede galde og sprogets værste gloser, hvilket måske virker terapeutisk. Eller giver forstoppelse?

 

lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter